Gå til hovedindhold
Energiforbrug

Høringssvar vedrørende Kommissionens forslag til revision af bygningsdirektivet

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar om Europa-Kommissionens forslag til revision af bygningsdirektivet (COM (2021) 802)

10. jan. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Europa-Kommissionens forslag har til formål at sikre, at bygningssektoren leverer det nødvendige bidrag til dels at opfylde målene i Kommissionens ”Fit-for-55 pakke” fra sommeren 2021, dels sikrer, at EU opnår en nulemissions bygningssektor i 2050. 40 % af vores energiforbrug foregår i bygninger og ikke mindre end 80 % af husholdningernes energiforbrug i EU går til varme, varme brugsvand og køling i boligerne.

    Derfor nås ingen mål for reduktion af EU samlede klimaemissioner uden indgreb i bygningssektoren.

    Sammenfatning

    Generelt finder Dansk Fjernvarme forslaget positivt, og tilslutter sig dets overordnede intentioner.

    Samtidigt må det påpeges, at der er et systematisk problem med både det foreliggende udkast og det nugældende direktiv; nemlig at de ser bygninger som isolerede ”øer”, og der ikke er blik for at alle bygninger eksisterer i en kontekst.

    Det er muligt, at der eksisterer enkelte bygninger, som er totalt uden forbindelse til deres energimæssige omverden. Men alle andre bygninger - også langt ud i fremtiden - vil være en integreret del af det samlede energisystem med de konsekvenser, der følger af deres samlede energiforbrug, tidspunktet for det, dets effektbehov, andel af VE, lokalitet osv.

    Bygningers energieffektbehov vil være helt afgørende for dimensioneringen af de forsynende energisystemer, herunder især hvor meget spidslasteffekt, der skal være til rådighed. Bygninger skal kunne understøtte energisystemernes evne til at levere den efterspurgte mængde energi på det efterspurgte tidspunkt, herunder især i forhold i vedvarende energiformer som sol, vind, geotermi m.v., og det betyder f.eks., at energi, der produceres på matriklen om sommeren, ikke må kunne medføre reducerede krav til bygningens energimæssige varmebehov uden for sommerperioden eller for dens sags skyld bygningens maksimale effektbehov.

    Det er et stort problem, at der i forslaget lægges op til yderligere målsætninger i forhold til hvad der eksisterer/foreslås ændret i både Energieffektiviseringsdirektivet og VE-direktivet. Eksempelvis foreslås i EED et ændret kriterie, der successivt strammes, for hvad, der kan betegnes som “effektiv fjernvarme”.

    Det er meningsløst, herudover at foreslå et yderligere kriterie for fjernvarme, hvis den skal anvendes i bygninger. Hvis den ikke skal anvendes i bygninger, hvor så?

    Her bør bygningsdirektivet overlade til EED at definere “effektiv fjernvarme”, og hvordan den successivt skal udvikles frem mod 2050, samt til VE-direktivet at regulere dens VE-andel. Det rigtige vil være, at adskille bygningens energieffektivitet (energibehov) fra energiproduktionen og i stedet regulere dem hver for sig.

    Derved kunne man sikre, at alle bygninger bliver energieffektive efter de samme krav, og at forbrugerne får mulighed for at vælge mellem de opvarmningsformer og energiproduktionsanlæg, som giver bedst mening samfundsmæssigt og systemmæssigt i det konkrete område. Danmark bør arbejde herfor ved behandlingen af dette direktivforslag.

     

    Andre klikkede på...