Høringssvar vedrørende udmelding af prisloft for opvarmet vand fra affaldsforbrændingsanlæg
Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar om udmelding af prisloft for opvarmet vand fra affaldsforbrændingsanlæg for 2023.
Affaldsvarmeprisloftet inkl. afgifter
- er i løbet af de seneste seks år steget med 33 procent (fra 75 kr./GJ i 2016 til 100 kr./GJ i 2022), mens forbrugerpriserne på fjernvarme i samme periode er faldet med omkring 5 pct.
- vil i det kommende år blive nedsat med 11 procent (fra 100 kr./GJ til 89 kr./GJ), mens forbrugerpriserne på fjernvarme vil komme til at stige pga. stigende inputpriser på naturgas, el og biomasse.
Denne udvikling afspejler reglernes ringe evne til at sikre proportionalitet ift. udviklingen i fjernvarmepriserne og til at sikre stabilitet i den forbrugerbeskyttelse, som er formålet med reglerne.
Konklusion
Dansk Fjernvarme mener, at metoden til fastsættelsen af affaldsvarmeprisloftet bør laves om, så der fremover anvendes en metode, der er mere velegnet til sikres proportionalitet ift. udviklingen på fjernvarmeområdet og stabilitet i reglernes forbrugerbeskyttende virkning.
Generelle bemærkninger
Formålet med en regulering af varmepriserne fra affaldsenergianlæg er at beskytte varmeforbrugerne mod at komme til at betale for meget for varmen.
Hvis der skal sikres stabilitet i forbrugerbeskyttelsen, bør priserne dels stå i et proportionalt forhold til fjernvarmeprisernes niveau, dels udvikle sig nogenlunde parallelt med udviklingen i fjernvarmepriserne.
Det sker ikke med den nuværende metode til fastsættelsen af affaldsvarmeprisloftet, som umiddelbart synes at føre til forholdsvis vilkårlige priser.
Herudover er der med de nuværende meget høje elpriser udsigt til, at det kommende affaldsvarmeprisloft for 2024, som skal sættes ud fra 2022-data, kan forventes at ændre sig markant, når de centrale kraftvarmeanlæg i 2022 vil få markant højere indtægter fra elsalg end i de tidligere år.
Desuden er der fsva. affaldsvarmeprisloftet for 2025, som skal baseres på data fra 2023, udsigt til yderligere ændringer, når Ørsted på baggrund af politiske ønsker i 2023 og 2024 genetablerer kul- og oliebaseret elproduktion på tre større værker.
Forud for næste års fastsættelse af affaldsvarmeprisloftet for 2024 bør metoden derfor laves om, så der fremover anvendes en mere velegnet metode til at sikre proportionalitet ift. udviklingen på fjernvarmeområdet og stabilitet i reglernes forbrugerbeskyttende virkning.