Høringssvar til ny vejledende udtalelse om garantiprovisioner efter varmeforsyningsloven

Energistyrelsen har 14. marts 2025 fremsendt et udkast til erstatning af styrelsens vejledende udtalelse om kommunal garantistillelse efter varmeforsyningsloven af 20. december 2023 med anmodning om eventuelle bemærkninger senest den 23. april 2025. 

Hovedpunkterne i udkastet til den nye vejledende udtalelse er:

• Indenrigs- og Sundhedsministeriet (ISM) har i brev af 7. maj 2024 oplyst, at ministeriets praksis vedr. kommunalfuldmagten indebærer,
  • at garantiprovisionen skal være på markedsvilkår (det er ikke forklaret, hvorfor det skulle følge af de kommunalretlige regler),
  • at kommuner gerne må (og i praksis skal) have fortjeneste på garantiprovision, da fortjeneste er en nødvendig følge af, at provisionen skal være på markedsvilkår.
• Ud fra, at formålet med ændringen af varmeforsyningsloven i 2015 ifølge en lovbemærkning var en lovfæstelse af praksis iht. kommunalfuldmagten, finder Energistyrelsen det nødvendigt
  • at erstatte styrelsens egen fortolkning af lovbemærkningerne til varmefor-syningsloven om, at der ikke var hjemmel til, at en kommune måtte tjene på garantistillelsen,
  • med en ny vejledende udtalelse om, at garantiprovisioner efter varmeforsyningsloven iht. ISM’s praksis skal opkræves på markedsvilkår, og at der derfor skal indregnes fortjeneste i provisionen.

Konklusion

Det er vores opfattelse, at udkastet til Energistyrelsens nye vejledende udtalelse vil påføre fjernvarmeforbrugerne betydelige unødvendige ekstraomkostninger ved, at kommuner skal opkræve en ulovhjemlet fortjeneste, som der ikke foreligger argumenter for, og som der heller ikke har været ønsker eller krav om fra EU’s eller Folketingets side.

Vi anbefaler, at KEFM/Energistyrelsen

• i overensstemmelse med ministerens ønske og KEFM’s grundlæggende opgaver sikrer, at der i Danmark indføres klare regler om, at provisioner for kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter maksimalt må svare til kommunens risiko (dvs. uden fortjeneste) ved at stille garantien,
• tager kontakt til EU-Kommissionen om notifikation af den danske ordning om kommunalt garanterede lån i KommuneKredit til fjernvarmeprojekter mhp. en Kommissionsgodkendelse af ordningen.

Vi opfordrer derfor også Energistyrelsen til ikke at gå videre med udkastet til vejledende udtalelse og i stedet sikre, at der igangsættes en proces, hvor alle de i dette høringssvar rejste spørgsmål kan afklares, og hvor målet bliver at sikre, at der dels ikke opkræves højere garantiprovisioner end nødvendigt, og dels at alle fremover forstår og anvender reglerne på samme måde, sådan som ministeren udtrykkeligt har bedt ministeriet om. 

KEFM’s opgave

KEFM har siden ændringen af varmeforsyningsloven i 2015 haft ansvaret for de danske regler om fastsættelse af provisioner for kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter. 

I forbindelse med Folketingets behandling af L115 om konkurrenceudsættelse af affaldsenergien i 2023 bad klima-, energi- og forsyningsministerens sit ”ministerium om at indgå i dialog med relevante aktører og myndigheder, og på den baggrund iværksætte en kommunikationsindsats, som kan sikre, at kommuner og aktører ikke er i tvivl om, hvad reglerne er på området.” KEFM har derfor udtrykkeligt fået til opgave at sikre, at der ikke er tvivl om, hvordan reglerne på området er.

Status er imidlertid fortsat, at kommunerne anvender reglerne på vidt forskellige måder, at de opkræver vidt forskellige provisionssatser, og at det sker uden, at der foreligger nærmere oplysninger om, hvilket lovgrundlag der er anvendt, eller hvad der ligger til grund for den konkret fastsatte provisionssats. Status er derfor desværre fortsat, at der hersker stor tvivl i kommunerne om, hvordan reglerne på området skal forstås og anvendes.

Hensigten med kommunegaranterede lån til fjernvarmeprojekter er netop at forbedre fjernvarmeselskabernes rammebetingelser ved at holde selskabernes låneomkostninger nede, så selskaberne kan give fordelene ved det videre til forbrugerne i form af lavere fjernvarmepriser. Låneomkostningerne ved kommunegaranterede fjernvarmeprojekter er dels den rentefordel, der kan opnås ved lavere renter i KommuneKredit end i kommercielle kreditinstitutter, og dels fordelen ved lånegarantien, der afhænger af garantiprovisionens størrelse.

KEFM kan her bidrage til det ved at sikre, at de danske regler, som KEFM har ansvaret for, ikke påfører fjernvarmeselskaberne unødvendige ekstraomkostninger til garantipro-visioner, som går ud over en betaling svarende til den risiko, som en kommune påtager sig ved at stille garanti for lån til et fjernvarmeprojekt.

Det er vores opfattelse, at udkastet til Energistyrelsens nye vejledende udtalelse ikke flugter med eller understøtter KEFM’s grundlæggende opgaver, men desværre i stedet lægger op til en fortolkning,

• som vil påføre fjernvarmeselskaberne og dermed også fjernvarmeforbrugerne bety-delige unødvendige ekstraomkostninger
• som vil indebære, at kommuner skal opkræve en fortjeneste, uden at der foreligger en udtrykkelig lovhjemmel til det eller politiske ønsker om det,
• som i praksis får karakter af at udgøre en dansk overimplementering af EU’s stats-støtteregler, som der ikke er ønsker om fra hverken EU eller Folketingets side.

De danske reglers anvendelse

EU’s statsstøtteregler har forrang for reglerne i varmeforsyningsloven.

Det indebærer, at garantiprovisioner skal fastsættes efter reglerne i EU’s statsstøtte-regler i de tilfælde, hvor statsstøttereglerne finder anvendelse. Det gør de kun, når en kommunegaranti ellers ville udgøre ulovlig statsstøtte.

Hvis det er tilfældet, skal provision fastsættes på markedsmæssige vilkår, som indebærer, at fordelen ved garantien elimineres, og at der derefter ikke længere foreligger støtte iht. EU’s statsstøtteregler.

I praksis vil kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter i Danmark efter vores opfattelse altid kunne stilles, uden at de vil udgøre ulovlig statsstøtte.

Vores vurdering er baseret på, at der findes en række muligheder for, at kommunegarantierne enten ikke vil opfylde betingelserne for at udgøre støtte eller kan ydes som tilladt støtte iht. EU’s statsstøtteregler. De fleste af disse muligheder har vi udførligt beskrevet og gennemgået i det bilag, som indeholder vores bud på, hvad en vejledning om fastsættelse af garantiprovisioner for lån til fjernvarmeprojekter burde indeholde. Det vedhæftede bilag kan også ses på vores hjemmeside på følgende link: (Microsoft Word - Fastsættelse af garantiprovisioner).

Ud over de muligheder, der fremgår af ovennævnte dokument, vil den bedste løsning mhp. afklaring formentlig være, at man fra dansk side (dvs. KEFM) notificerer den danske ordning om kommunalt garanterede lån i KommuneKredit til fjernvarmeprojekter mhp. en Kommissionsgodkendelse af ordningen, så der en gang for alle skabes fuldstændig klarhed over, at EU’s statsstøtteregler ikke finder anvendelse ifm. fastsættelse af størrelsen på garantiprovisioner for lån til fjernvarmeprojekter.

Vi anbefaler, at KEFM tager kontakt til EU-Kommissionen om notifikation af den danske ordning om kommunalt garanterede lån i KommuneKredit til fjernvarmeprojekter mhp. en Kommissionsgodkendelse af ordningen.

Det kan i forlængelse heraf tilføjes, at formålet med EU’s statsstøtteregler er at forhindre støtte til virksomheder på konkurrencemarkeder, hvor det får skadelige virkninger for det indre marked i EU.

Når en kommune stiller garanti for et fjernvarmeprojekt, omhandler projektet en ydelse, der er monopolreguleret og kun må leveres i et afgrænset lokalt dansk område. Efter vores opfattelse har det aldrig været hensigten med EU’s statsstøtteregler, at de skal kunne ende med at bremse eller fordyre monopolregulerede ydelser leveret i afgrænsede lokale områder.

Gennem de senere år har EU desuden i videre og videre omfang tilladt støtte, som forventes at have større gavnlige end skadelige virkninger, og som alene har beskedne eller lokale virkninger, og som derfor ikke forventes at have betydelige skadevirkninger for konkurrencen og samhandlen i EU. Med den grønne pagt er denne udvikling forstærket yderligere, og energieffektiv fjernvarme er nu også blevet et af de områder, som er omfattet af gruppefritagelsen fra statsstøttereglerne.

Det er på baggrund af ovenstående vores vurdering, at EU’s statsstøtteregler generelt ikke indebærer, at der skal opkræves provisioner for kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter i Danmark.

Det indebærer videre, at garantiprovisionerne generelt bør fastsættes efter danske regler. Det er op til Folketinget at afgøre, hvordan de danske regler herom skal indrettes, da EU’s statsstøtteregler ikke indebærer krav eller lignende ift. det.

KEFM/Energistyrelsen opfordres til at komme med en klar udmelding ift., om ministeriet er enig i, at EU’s statsstøtteregler ikke indebærer krav eller lignende ift. indretningen af de danske regler om garantiprovisioner. Hvis ministeriet ikke er enig i det, opfordres ministeriet til at fremlægge forklaringerne på det.

Vi anbefaler i forlængelse heraf, at KEFM i overensstemmelse med ministerens ønske og KEFM’s grundlæggende opgaver sikrer, at der i Danmark indføres klare regler om, at provisioner for kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter maksimalt må svare til kommunens risiko (dvs. uden fortjeneste) ved at stille garantien.

ISM’s praksis

Energistyrelsens baggrund for at erstatte den vejledende udtalelse er det anførte i ISM’s brev af 7. maj 2024. ISM henviser i beskrivelsen af ministeriets praksis til ØIM’s brev af 4. juni 2013, som der også er henvist til i lovbemærkningerne til ændringen af varme-forsyningsloven i 2015.

I brevet fra 2013 redegør ØIM for, at de uskrevne kommunalfuldmagtsregler ikke giver hjemmel til fortjeneste. Det fremgår således bl.a. udtrykkeligt, at en kommune ikke uden lovhjemmel

• må anvende forsyningsvirksomhed til at forøge sine indtægter
• må drive virksomhed med fortjeneste for øje
• må varetage opgaver på markedsvilkår.

Efter vores opfattelse må det indebære, at der ikke er hjemmel til kommunale fortjenester i de uskrevne kommunalfuldmagtsregler, og det kræver derfor hjemmel i den skrevne lovgivning, hvis kommuner skal have fortjenester.

Det fremgår videre af brevet fra 2013, at kommuner efter de uskrevne kommunalfuldmagtsregler kan stille garantier for fjernvarmeprojekter under forudsætning af

• overholdelse af hvile-i-sig-selv-princippet
• betaling af garantiprovision, da en vederlagsfri garanti vil indebære en forrykning af byrdefordelingen blandt kommunens borgere
• betaling af garantiprovisioner på markedsvilkår, jf. EU-Kommissionens meddelelse om garantistillelse.

Det sidste punkt om betaling af provisioner på markedsvilkår indebærer, at kommuner opnår en fortjeneste, da markedsvilkår ved garantistillelse svarer til risikoen ved at stille garantien tillagt en fortjeneste. Muligheden herfor strider mod det ovenfor nævnte om, at kommuner kun må opnå fortjeneste, når der er hjemmel til det i den skrevne lovgivning.

Forklaringen i ministeriets brev fra 2013 synes at være, at ministeriet fejlagtigt antager, at der er krav om betaling af garantiprovision iht. EU’s statsstøtteregler. Ministeriet anførte følgende herom (vores understregning):

”EU’s statsstøtteregler kan indebære, at en kommune er forpligtet til at opkræve garantiprovision. Baggrunden herfor er, at Unionstraktaten i artikel 107 indeholder et generelt forbud imod statsstøtte, der forvrider eller truer med at forvride konkurrencen imellem medlemslandene. Dette forbud gælder alle former for støtte, herunder også garantier, individuelle såvel som garantier stillet under garantiordninger.

Der stilles derfor krav efter EU’s statsstøtteregler om, at hvis en offentlig myndighed vil yde garanti for private, uden at garantien bliver omfattet af statsstøttereglerne, så skal garantien blandt andet leve op til det såkaldte markedsøkonomiske investorprincip. Det indebærer blandt andet, at garantien skal stilles på markedsvilkår.”

Det anførte her fremstår som om, at det var ØIM’s opfattelse, at EU’s statsstøtteregler indebærer, at der generelt skal opkræves garantiprovisioner for lån til fjernvarmeprojekter i Danmark. Som nævnt ovenfor og grundigt forklaret i vores vedhæftede bud på, hvad en vejledning om garantiprovisioner burde indeholde, indebærer EU’s statsstøtte-regler efter vores opfattelse ikke det, og det har heller ikke været hensigten med stats-støttereglerne.

Der fremgår desuden ikke nogen forklaringer på, hvorfor ØIM i en redegørelse for hvilke regler, der gælder i Danmark (dvs. i tilfælde af, at EU’s statsstøtteregler, som har forrang for de danske regler, ikke finder anvendelse), netop henviser til de regler, der ikke finder anvendelse.

Der fremgår heller ikke forklaringer på, hvordan ministeriet når frem til en konklusion, som er i modstrid med det grundlæggende princip om, at der ikke er hjemmel til kommunale fortjenester i de uskrevne kommunalretlige regler, eller hvorfor dette grundlæggende princip efter ministeriets opfattelse skal tilsidesættes netop her.

Ud over det anførte i brevet fra 2013 tilføjer ISM i brevet fra 2024, at ministeriets ”praksis indebærer ikke, at der ikke må opnås en fortjeneste på opkrævning af garantiprovision. Det afgørende er, at garantiprovisionen er på markedsvilkår, og at en fortjeneste ikke er hovedformålet med at stille garantien, men blot er en følge af, at garantiprovision skal opkræves på markedsvilkår.”

Denne formulering fremstår ikke umiddelbart forståelig. Når det jo netop er ISM, der i danske kommunalretlige regler kræver markedsvilkår, som indebærer fortjeneste, så må det jo netop have været ISM’s hensigt at sikre kommunerne en fortjeneste. Hvis det ikke havde været tilfældet, ville ISM blot kræve dækning for kommunens risiko uden fortjeneste, som jo ville have været i overensstemmelse med (1) krav om lovhjemmel til kommunale fortjeneste, (2) opfyldelse af hensyn om ikke at rykke byrdefordeling blandt kommunens borgere og (3) lavere forbrugerpriser på fjernvarme. 

Vi anbefaler på denne baggrund, at Energistyrelsen beder ISM om at skabe klarhed over argumenterne for, at det skulle følge af kommunalfuldmagtsreglerne, at der skal opkræves garantiprovisioner på markedsvilkår (dvs. inkl. fortjeneste), når det strider mod kommunalfuldmagtsreglernes grundlæggende princip om, at der ikke er hjemmel til kommunale fortjenester, og at kommunal fortjeneste kræver udtrykkelig lovhjemmel.

Vi vil i forlængelse heraf opfordre ISM til at revidere praksis, så der også for garanti-provisioner holdes fast i det grundlæggende princip om, at der ikke er hjemmel i de uskrevne kommunalretlige regler til, at kommuner kan beregne sig en fortjeneste.

Endeligt fremgår det af brevet fra 4. juni 2013, at det er ministeriets opfattelse, at hvis et spørgsmål er reguleret i den skrevne lovgivning som fx varmeforsyningsloven, så skal det ikke vurderes efter kommunalfuldmagtsreglerne.

Da kommunal garantistillelse for lån til fjernvarmeprojekter siden 2015 har indgået i den skrevne lovgivning, som fremgår af varmeforsyningsloven, burde dette efter vores opfattelse indebære, at KEFM nu har ansvaret for lovgivningen.

Det bør derfor også indebære, at forståelsen af, hvilke regler der gælder for fastsættelsen af garantiprovisioner efter varmeforsyningsloven, skal tage udgangspunkt i, hvad der fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af varmeforsyningsloven i 2015.

Det bør efter vores opfattelse indebære, at Energistyrelsens vejledende udtalelse først og fremmest skal baseres på, hvad der fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af varmeforsyningsloven i 2015, og at fortolkningen af, hvad der ifølge ISM fremgår af uskrevne kommunalfuldmagtsregler, derfor nu højest kan anvendes som supplerende fortolkningsbidrag. Det foreliggende udkast til ny vejledende udtalelse synes at være baseret på det modsatte.

KEFM’s ansvar for lovgivningen bør desuden indebære, at Ankestyrelsen siden 2015 ikke længere har været rette myndighed til at udtale sig om reglerne for garantiprovisioner på fjernvarmeområdet.

Lovbemærkningerne til ændringen af varmeforsyningsloven i 2015

Kommunerne har med ændringen af varmeforsyningslovens i 2015 fået konkrete lovhjemler til at stille garantier for lån til fjernvarmeprojekter i varmeforsyningslovens §§ 2d og 2e.

Der fremgår dog ikke noget af lovteksten om garantiprovisioner. Forståelsen af, hvad der gælder herom, må derfor tage udgangspunkt i det, der fremgår af lovbemærkningerne.

Efter vores opfattelse er lovbemærkninger på nogle punkter modstridende, og en del af usikkerhederne i kommunerne kan nok både skyldes, at lovbemærkningerne er uklare og modstridende, og at myndighederne ikke har udarbejdet klare vejledninger om, hvordan reglerne skal forstås.

Uanset det er det vores opfattelse, at de væsentligste lovbemærkninger kan opsummeres således:

Kommuner skal tage stilling til, hvilke regler provisionen skal opkræves efter

Det fremgår af lovbemærkningerne, at kommuner i hvert enkelt konkrete tilfælde skal tage stilling til, hvilket regelsæt garantiprovisionen skal opkræves efter – dvs. om provisionen skal opkræves efter EU’s statsstøtteregler eller varmeforsyningslovens regler:

• ”Der skal i hver konkret situation tages stilling til, hvorvidt statsstøtteregler finder anvendelse.” (s. 14 i pdf-versionen af lovbemærkningerne i Folketingstidende A).

Som nævnt ovenfor fremgår det desværre i dag meget sjældent, hvilket lovgrundlag en kommune konkret anvender, når provisionen skal fastsættes, eller hvilke vurderinger der ligger til grund for kommunens evt. vurdering herom. Efter vores opfattelse vil det være hensigtsmæssigt, at KEFM sikrer, at kommunerne er klar over, at de har pligt til det.

Der må ikke opkræves højere provision, end statsstøttereglerne forpligter til

Der fremgår følgende herom i lovbemærkningerne:

”Der er i de foreslåede regler i varmeforsyningsloven ikke hjemmel til, at en kommune tjener på garantistillelse og opkræver en større garantiprovision end statsstøtteregler forpligter til.” (s. 14)

• ”Det bemærkes, at det efter de foreslåede bestemmelser […] ikke er tilladt, at en kommune opkræver en større provision end statsstøttereglerne kræver.” (s. 19 og s. 21)
• ”Hvis en kommune opkræver en større provision end den, som følger af statsstøtte-reglerne, vil det derfor være i strid med loven.” (s. 19 og s. 21)

Som anført ovenfor, er det vores opfattelse, at EU’s statsstøtteregler generelt ikke indebærer, at der skal opkræves provisioner for kommunale garantier for lån til fjernvarmeprojekter i Danmark.

Med udgangspunkt i det er der to måder at forstå de citerede lovbemærkninger på.

Den ene er, at der ikke må opkræves provisioner, når det ikke kræves iht. statsstøtte-reglerne. Denne fortolkning strider dog umiddelbart mod, at det af en anden lovbemærkning fremgår, at ”En vederlagsfri garanti ville derimod indebære, at kommunen yder et tilskud til forsyningsvirksomheden, og en sådan garanti vil betyde en forrykning af byrdefordelingen mellem kommunens borgere.” (s. 7).

Den anden mulighed er, at bemærkninger skal forstås sådan, at når provisionen skal fastsættes efter statsstøttereglerne (dvs. når den ellers undtagelsesvist ville udgøre ulovlig statsstøtte), så må kommunerne ikke opkræve mere end det, som iht. statsstøttereglerne skal til for at eliminere støttefordelen.

Det vil være ønskeligt, at KEFM sikrer, at det bliver klart, hvilke af de to måder lovbemærkninger skal forstås på.

Såfremt lovbemærkningerne skal forstås på sidstnævnte måde, vil det også her være ønskeligt, at KEFM sikrer, at kommunerne er klar over det, og så de mange kommuners nuværende praksis om at opkræve betydeligt mere i garantiprovisioner, end der i givet fald kræves iht. statsstøttereglerne, kan ophøre.

En garantiprovision må alene dække risikoen uden fortjeneste:

I Energistyrelsens vejledende udtalelse fra 20. december 2023 blev der især lagt vægt på følgende lovbemærkninger:

• ”Opkrævning af garantiprovisionen må alene ske til at dække kommunens risiko ved garantistillelse, men det må ikke anvendes til at få en fortjeneste.” (s. 14)
• ”Disse bestemmelser tillader ikke, at kommune opnår et overskud ved garantistillelse udover en provision til at afdække kommunens risiko.” (s. 19 og s. 21)

Det er vores opfattelse, at disse lovbemærkninger er udtryk for netop det, der burde være gældende for fastsættelse af garantiprovisioner efter danske regler. Efter vores opfattelse er det både rimeligt og fornuftigt, at provisionens størrelse skal afspejle kommunens konkrete risiko i hvert enkelt tilfælde, og at der herudover ikke kan opkræves mere end det, så garantiprovisionerne ikke ender med at blive en ekstra kommunal finansieringskilde, sådan som det nogle steder er blevet. 

Forholdet til kommunalfuldmagtsreglerne

Der fremgår her følgende af lovbemærkningerne:

• ”Lovforslaget indebærer, at der sker en lovfæstelse af praksis på området” (s. 5)
• ”Det er i lyset heraf fundet hensigtsmæssigt, at kommuners hjemmelsgrundlag til såvel varmeforsyningsvirksomhed som garantistillelse på området fremover er varmeforsyningsloven i stedet for kommunalfuldmagtsreglerne.”

Som det fremgår af det første citat, var det i 2015 hensigten, at lovbemærkninger til varmeforsyningslovens skulle afspejle og lovfæste ØIM’s daværende praksis.

Denne praksis var imidlertid ikke klar. Vi er som nævnt fortsat ikke bekendt med argumenter for, hvorfor ØIM på daværende tidspunkt fandt, at garantiprovisioner iht. de uskrevne kommunalfuldmagtsregler skulle være på markedsvilkår og dermed indeholde en fortjeneste i modstrid med det grundlæggende princip om, at der ikke er hjemmel til kommunale fortjenester i de uskrevne kommunalretlige regler.

Efter vores opfattelse kan der imidlertid ikke være tvivl om, at reglerne om garantiprovisioner på fjernvarmeområdet nu er reguleret i varmeforsyningsloven, og at kommunal-fuldmagtsreglerne ikke længere finder anvendelse her.

KEFM/Energistyrelsen opfordres til at komme med en klar udmelding ift., om ministeriet er enig i, at garantiprovisioner på fjernvarmeområdet er reguleret i varmeforsyningsloven og ikke i kommunalfuldmagtsreglerne. Hvis ministeriet ikke er enig i det, opfordres ministeriet til at fremlægge forklaringerne på det.

Det indebærer også, at en afklaring om reglerne skal findes ved en fortolkning af de konkrete lovbemærkninger til varmeforsyningsloven, uanset om disse er uklare, og uanset om KEFM ved formuleringen af lovbemærkningerne har formået at opfylde hensigten om en lovfæstelse af ØIM’s daværende (heller ikke særligt klare) praksis eller ej.

Det er som nævnt her vores opfattelse, at afklaringen om de nuværende regler først og fremmest skal baseres på, hvad der fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af varmeforsyningsloven i 2015, og at fortolkningen af, hvad der ifølge ØIM i 2015 fremgik af uskrevne kommunalfuldmagtsregler, derfor nu allerhøjest kan anvendes som supplerende fortolkningsbidrag.

Vi er derfor forundrede over,

• at Energistyrelsen i det foreliggende udkast i modstrid hermed ikke agter at forholde sig til, hvordan reglerne inden for eget ressortområde skal forstås, men i stedet nærmest vælger at ”afgive ressort”,
• at styrelsen herved samtidig lægger navn til en fortolkning af retstilstanden, hvor der hverken foreligger forklaringer om eller argumenter for, hvorfor der skulle gælde markedsvilkår og krav om fortjeneste, selv om det strider mod kommunalfuldmagts-reglernes grundlæggende principper, og
• at styrelsen dermed samtidig også påfører fjernvarmeforbrugerne betydelige unød-vendige ekstraomkostninger, som der ikke har været ønsker eller krav om fra hver-ken EU’s eller Folketingets side.