Gå til hovedindhold

Høringssvar til Udkast til bekendtgørelse om minimums-standarder for energimæssig ydeevne i ikke-beboelsesbygninger

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar til Energistyrelsen om Udkast til bekendtgørelse om mini-mumsstandarder for energimæssig ydeevne i ikke-beboelsesbygninger (MEPS).

5. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Dansk Fjernvarme henviser til vores høringssvar af 13. januar 2026 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fremme af energibesparelser i bygninger m.v. (j.nr. 2024-14817), som vedlægges som bilag.

    De anførte bemærkninger i høringssvaret af 13. januar 2026 om sammenhængen mellem MEPS-krav og primære energifaktorer, samt risikoen for suboptimering gør sig tilsvarende gældende for nærværende bekendtgørelsesudkast.

    Det er afgørende, at implementeringen af MEPS-krav sker på et grundlag, hvor energifaktorer og beregningsmetoder afspejler det faktiske energisystem og understøtter samfundsøkonomisk optimale løsninger.

    Dansk Fjernvarmes bemærkninger til udkast til bekendtgørelsen

    Bekendtgørelsesudkastet fastsætter de konkrete tærskelværdier for MEPS-kravene (§ 4) samt rammerne for dokumentation, tilsyn og dispensation. Kravene baseres på bygningens beregnede energibehov opgjort i kWh/m²/år, jf. § 3, stk. 2 og § 4 i udkastet.

    Dansk Fjernvarme skal i den forbindelse henvise til vores tidligere fremsendte høringssvar af 13. januar 2026 til lovforslaget, hvori vi bl.a. anfører:

    • at anvendelsen af de gældende primære energifaktorer skaber en skævvridning mellem kollektive og individuelle varmeløsninger.
    • at MEPS-krav baseret på de nuværende primære energifaktorer kan føre til suboptimale valg, hvor bygningsejere fravælger eksisterende fjernvarmeforsyning til fordel for individuelle løsninger, selv hvor fjernvarmen er samfundsøkonomisk og klimamæssigt mest hensigtsmæssig.
    • at bygningsdirektivet giver mulighed for nationale primærenergi- eller vægtningsfaktorer, som i højere grad kan afspejle de faktiske forhold i det danske energisystem.
    • samt at implementeringen bør ske under hensyntagen til varmeforsyningslovens formål og den kommunale varmeplanlægning.

    Disse bemærkninger gør sig fuldt ud gældende for den konkrete udmøntning i bekendtgørelsen, idet tærskelværdierne i § 4 og den tilhørende dokumentation via energimærkning i praksis vil være direkte afhængige af de anvendte energifaktorer.

    Dansk Fjernvarme skal derfor gentage anbefalingen om, at implementeringen af bekendtgørelsen, ledsages af en revision eller national tilpasning af de anvendte primære energifaktorer eller vægtningsfaktorer, så fjernvarmens VE-andel, systemfordele og bidrag til sektorkobling afspejles korrekt i beregningsgrundlaget.

    Endelig skal vi understrege behovet for klar og operationel myndighedsvejledning i forbindelse med håndhævelse og dispensation, herunder vurdering af rentabilitet, så bygningsejere har gennemsigtige og forudsigelige rammer.

    Sidst opdateret: 5. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...