Gå til hovedindhold

Høringssvar til udkast til revideret bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse om garantier m.v. (lånebekendtgørelsen)

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar til Økonomi- og Indenrigsministeriet om udkast til revideret bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse om garantier m.v. (herefter lånebekendtgørelsen).

6. nov. 2026

Indhold

    Ændringen af lånebekendtgørelsen har til formål at gennemføre en ændring af kommunernes mulighed for at optage lån eller stille garanti for lån til fjernvarmerør med en løbetid på op til 45 år i stedet for 30 år.

    Ændringen kommer i forlængelse af klimaaftalen fra 2022, hvoraf fremgik, at ”Afskrivningsperioden for investeringer skal afspejle investeringernes forventede levetid og dermed mulighed for længere afskrivningsperiode.”, som fremgik under overskriften ”Bedre vilkår for investeringer i – og udrulning af – grøn fjernvarme”, hvor det i aftalen desuden fremgik, at ”Der skal langt mere fart på udrulningen af fjernvarme. Derfor er aftalepartierne enige om en række justeringer, som vil fremme udrulning af grøn fjernvarme.”

    Der blev efterfølgende lavet følgende tilføjelse til afskrivningsbekendtgørelsens § 2 som et led i implementering af ovenfor nævnte afsnit i klimaaftalen: ”For rørledninger og dertilhørende ventiler til transmission og distribution af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas skal det enkelte års anlægssum være afskrevet over en periode på højst 45 år fra idriftsættelsestidspunktet.”

    Dansk Fjernvarmes generelle bemærkninger til ændringen af lånebekendtgørelsen

    Dansk Fjernvarme bakker op om forslaget til ændring i lånebekendtgørelsen, som har følgende ordlyd: ”For rørledninger og dertilhørende ventiler til transmission og distribution af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas kan lån dog optages med en løbetid op til 45 år.”. Ordlyden lægger sig således helt op ad den tekst, der er blevet anvendt i afskrivningsbekendtgørelsen.

    Den foreslåede ændring baner dermed vejen for, at ændringen i afskrivningsbekendtgørelsen nu i praksis vil kunne anvendes af vores medlemmer, idet den giver mulighed for, at lån og afskrivninger i praksis kan følges ad, så der ikke opstår udfordringer med likviditet i de tilfælde, hvor afskrivningsperioden går længere end 30 år. Det betyder, at de politiske ambitioner fra 2022 om at give bedre vilkår for investeringer til udrulning af fjernvarme nu reelt indfries på dette punkt. Det er særdeles positivt og noget de danske fjernvarmeselskaber har set frem til.

    Definition af aktiver i fjernvarmenet

    Dansk Fjernvarme skal samtidig fremhæve, at den politiske hensigt netop har været at fremme udrulning af fjernvarme (dvs. investeringer i fjernvarmenet), og udvidelsen af afskrivningsperioden har til hensigt at gøre især konverteringsprojekter billigere for danskerne ved, at en mindre del af investeringen skal betales årligt af de danske fjernvarmeforbrugere. Derfor er det naturligvis også væsentligt for at opfylde den politiske hensigt, at hele investeringen i fjernvarmenet, dvs. både aktiverne i nettene og de tilhørende projektaktiviteter, i forbindelse med fx fjernvarmeselskabernes konverteringer af gaskunder skal kunne afskrives over en længere periode.

    Ud over, at det vil være imod den politiske hensigt, vil det også af praktiske årsager være meget uhensigtsmæssigt, hvis ændringen af lånebekendtgørelsen ikke kommer til at omfatte hele investeringen i fjernvarmenet. I givet fald ville man stå i en situation, hvor de forskellige dele af de aktiver og af de projektaktiviteter, som investeringen omfatter, ville skulle opdeles i forskellige typer af lån hos KommuneKredit. Det vil både være uhensigtsmæssigt og give en række vanskeligheder i praksis.

    Dansk Fjernvarme antager derfor, at formuleringen ”rørledninger og dertilhørende ventiler til transmission og distribution” skal forstås som den fulde investeringsomkostning i et projekt, der vedrører et fjernvarmenet, så ændringen ikke bliver implementeret i strid med den politiske hensigt.

    Vi foreslår samtidig, at der kunne laves følgende mindre præcisering: ”rørledninger og dertilhørende installationer til transmission og distribution”, dvs. at ”ventiler” erstattes med ”installationer”.

    Dansk Fjernvarme skal på den baggrund opfordre Økonomi- og Indenrigsministeriet til – i samarbejde med Klimaministeriet – at sikre sig, at den i høringsmaterialet foreslåede ordlyd er tilstrækkelig bred til at opfylde den politiske hensigt, så fjernvarmeselskaberne ikke i praksis møder modstand i de regulatoriske rammer pga. en for snæver formulering af de aktiver, som er nævnt i forslaget til ændret bekendtgørelse.

    Dansk Fjernvarme anerkender i den forbindelse, at ØIM har valgt samme ordlyd, som den der fremgår af ændringen af afskrivningsbekendtgørelsen, og skal understrege, at vores opfordring alene er et forsøg på at udvise rettidig omhu og sikre, at alle parter er enige om, at der ikke i den efterfølgende regulering af fjernvarmen opstår udfordringer med den valgte ordlyd i bekendtgørelsen, og at der på det tidspunkt viser sig behov for justering af lånebekendtgørelsen.

    Sidst opdateret: 6. november 2026

    Andre klikkede på...