Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Jura

Dispensation fra eksisterende tilslutningspligt

Kommunen er myndighed i forhold til varmeplanlægningen, og det er derfor også kommunen, der i særlige tilfælde enten skal eller kan give dispensation fra de eksisterende tilslutningspligter til en bygningsejer. Denne artikel ser nærmere på reglerne for dispensation.

20. sep. 2018
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Når der bygges efter bygningsreglementets lavenergiklasse, skal kommunerne i henhold til lovgivningen give dispensation fra tilslutningspligten. Ligeledes kan kommunen under særlige omstændigheder vælge at give dispensation ud fra andre begrundelser.

    Kommunen er således myndighed i forhold til varmeplanlægningen, og det er derfor også kommunen, der i særlige tilfælde enten skal eller kan give dispensation fra de eksisterende tilslutningspligter til en bygningsejer. I denne artikel beskrives de tilfælde, hvor kommunen har lovmæssig hjemmel til at give dispensation til enkelte bygninger/forbrugere i områder, hvor der er pålagt tilslutningspligt.

    Dispensation fra tilslutningspligt ved nyt byggeri

    Nyt byggeri – Lavenergibygninger
    Hvis ny bebyggelse opføres som lavenergibygninger efter bygningsreglementets krav, er kommunen forpligtet til at give dispensation for tilslutningspligten. Kommunen giver automatisk dispensationen i forbindelse med byggesagsbehandlingen, og meddeler den senest ved udstedelse af byggetilladelsen. Denne type dispensationen gives efter Tilslutningsbekendtgørelsens §17 stk. 3.

    Fra den 1. juli 2018 hedder lavenergibyggeri bare ”Lavenergiklasse” i bygningsreglementet. Dette erstatter den tidligere betegnelse ”Bygningsklasse 2020”. For lavenergiklassen er der skærpede krav til bygningens klimaskærm og energiforbrug, disse kan findes her.

    Nyt byggeri – Særlige tilfælde
    Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter ansøgning fra en kommende bygningsejer give dispensation for tilslutningspligten. Det er ikke defineret i lovgivningen, hvornår der er tilstrækkelig begrundelse til at give denne dispensation, men Energiklagenævnet har opbygget en praksis på området.

    Retningslinjen er, at de hensyn, som gør at eksisterende bebyggelse ikke kan kræves tilsluttet også kan indgå i vurderingen af, om nybyggeri skal have dispensation. Dette er bl.a., hvis installation af fjernvarme er uforholdsmæssigt bekosteligt, hvis bygningen forsynes med en høj grad af vedvarende energi, eller hvis bygningen ikke opvarmes hele året.

    Denne dispensation gives efter Tilslutningsbekendtgørelsens §17 stk. 1.

    Såfremt kommunen giver dispensation efter reglerne om særlige tilfælde, kan det overvejes, om afgørelsen skal påklages til Energiklagenævnet. Kommunen skal efter Dansk Fjernvarmes holdning have meget gode argumenter for at give dispensation til nybyggeri, som ikke er lavenergi.

    Dispensation fra tilslutningspligt for eksisterende byggeri

    Som udgangspunkt skal eksisterende bygninger, som får et påbud om tilslutningspligt, senest tilslutte sig den kollektive forsyning 9 år efter påbuddet.

    Tilslutningspligt indebærer ikke, at en ejendom absolut skal tilsluttes fysisk. Et påbud om tilslutnings betyder derimod kun, at bygningsejeren er forpligtet til at betale tilslutningsafgiften og de faste årlige afgifter.

    Eksisterende byggeri - Folkepensionister
    Når eksisterende byggeri er blevet pålagt tilslutningspligt, er kommunen forpligtet til at give dispensation efter ansøgning fra en bygningsejer, der er folkepensionist på tilslutningstidspunktet - dvs. det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed fra anlægget og hvor fristen for tilslutning er udløbet. Dette gælder kun for enfamiliesejendomme og folkepensionisten skal endvidere have været ejer eller medejer af ejendommen samt haft fast bopæl på denne siden det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen traf beslutning om tilslutningspligt. Denne dispensation gives til bygningsejeren, hvilket betyder, at den næste ejer ikke har dispensation, men er pålagt tilslutningspligt. Dispensationen gives efter Tilslutningsbekendtgørelsens §17 stk. 2.

    Eksisterende byggeri - Særlige tilfælde
    Eksisterende bygninger kan ikke pålægges tilslutningspligt, såfremt de opfylder én eller flere af følgende betingelser:

    1. Hvis installationen af fjernvarme er uforholdsmæssig bekostelig.
    2. Hvis ejendommen påtænkes nedrevet inden for en kortere årrække.
    3. Hvis der er installeret vedvarende energianlæg eller udnyttes overskudsvarme fra produktionsvirksomhed, som kan levere mere en 50 % af ejendommens energiforbrug til varme og varmt brugsvand.
    4. Hvis ejendommen ikke er beregnet til at være opvarmet hele fyringssæsonen.

    Denne type dispensation gives i henhold til Tilslutningsbekendtgørelsens §15.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...