2.000 får tilbud om fjernvarme
Repræsentantskabet i Greve Fjernvarme har godkendt bestyrelsesforslag om strategisk udvikling af selskabet, der i første fase skal give 2.000 boligejere tilbud om klimavenlig fjernvarme.
Greve Fjernvarme tænker stort. Bestyrelsen for fjernvarmeselskabet vil have flere boliger i kommunen væk fra deres naturgasfyr og over på klimavenlig fjernvarme. Samlet er der tale om, at i alt 9.000 varmebrugere kommunen skal have tilbud om fjernvarme frem mod 2040.
Repræsentantskabet har netop sagt god for den samlede plan for strategisk udvikling, der udover konverteringsplanerne også omfatter etablering af en ny, lokal klimavenlig varmeproduktion, fremgår det af en pressemeddelelse fra Greve Fjernvarme.
Målsætningerne for projekterne er, at Greve Fjernvarme også i fremtiden kan sikre attraktive priser til fjernvarmeforbrugerne og give sit bidrag til den grønne omstilling i lokalområdet.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel efter fjernvarme i lokalområdet – måske netop fordi vi har et særligt stort antal boliger med naturgasfyr i Greve Kommune, som gerne vil skifte til et nemt, billigt og klimavenligt alternativ, siger formand Sophus Vørsing og fortsætter:
- I Greve Fjernvarme vil vi gerne bidrage med vores til, at vi kan få reduceret udledningen af drivhusgasser i Greve Kommune – særligt når vi nu har et af de mest effektive redskaber til at gøre det.
Markant grønt bidrag
Konvertering af de mange naturgasopvarmede boliger kan give et markant bidrag til kommunens CO2-reduktion og dermed Danmarks mål om at reducere CO2-udledningen med 70% inden 2030.
- Store dele af den eksisterende bygningsmasse i Greve Kommune er fra 1960’erne og frem og har i dag installeret naturgas, som er ”sort energi”, så store dele af boligopvarmningen har derfor et stort grønt potentiale, siger næstformand i Greve Fjernvarme, Marc Genning, der også er medlem af Greve Byråd.
Varmepumpeanlæg på vej
Foruden flere forbrugere på fjernvarmen, håber Greve Fjernvarme også på at kunne etablere et nyt kollektivt varmeproduktionsanlæg i Greve Kommune. Anlægget skal være en stor varmepumpe, der kan udnytte overskudsvarmen fra det spildevand, der behandles ved Mosede Renseanlæg.
De foreløbige beregninger viser, at denne form for varmeproduktion i vinterhalvåret er billigere end den varme, som Greve Fjernvarme i dag modtager fra de store kraftværker og affaldsforbrændingsanlæg via varmetransmissionsselskabet VEKS.
Projektet forventes derfor samlet set at give billigere varme til fjernvarmeforbrugerne og tilmed udnytte ressourcerne i spildevandet, i stedet for blot at udlede overskudsvarmen i Køge Bugt.
- Vi har brug for et stærkt samarbejde med Greve Kommune, sådan at vi får planlagt arbejdet mest hensigtsmæssigt, både i forhold til kommunens ønsker, det konkrete anlægsarbejde og byudviklingen i øvrigt, siger energichef for Greve Fjernvarme, Line Carlsen.
Næste skridt i udviklingen er, at man som interesseret kommende fjernvarmeforbruger snart uforpligtende kan skrive sig op til fjernvarme via Greve Fjernvarmes hjemmeside.
FKATA
Forskere: Massiv konvertering er nødvendig
Aalborg Universitet foreslår i en ny analyse – ”Varmeplan Danmark 2021” - fjernvarmen bør udbygges i takt med, at vi nedlægger naturgas og oliefyr og i takt med at nye byområder opstår.
Forskerne mener således, at der skal stiles mod at udvide fjernvarmen fra de nuværende ca. 50 procent af det samlede varmebehov i bygninger til et sted mellem 63-70 procent. Det skal primært ske på bekostning af individuel opvarmning med naturgas, men også olie.
”Varmeplan Danmark 2021” anbefaler konkret, at mindst 300.000 bygninger, der i dag opvarmes med individuel olie- eller naturgasfyr skal varmeforsynes med fjernvarme.
Skriv kommentar