CO2-overvågningsplanen skal opdateres inden nytår
Kvoteomfattede fjernvarmeselskaber skal opdatere deres overvågningsplan og have den godkendt hos Energistyrelsen senest ved årsskiftet.
På baggrund af opdaterede regler i MR-forordningen, skal overvågningsplanen for kvoteomfattede selskaber opdateres og godkendes hos Energistyrelsen senest 31. december 2021. En godkendt overvågningsplan er forudsætningen for fortsat udledningstilladelse.
I Energi Data Online (EDO) findes selskabets aktuelle overvågningsplan som kladde, og det er den, der skal opdateres. Energistyrelsen anbefaler, at man gennemgår hele overvågningsplanen for at sikre, at den er opdateret og i tråd med de aktuelle forhold på værket.
De ændringer man foretager i overvågningsplanen skal beskrives i pkt. 6(b). Herunder følger en række punkter som revision af overvågningsplanen kan tage udgangspunkt i.
Pkt. 3 (i) om biomasse kildestrømme
Punktet er relevant for alle, der benytter biomasse. Det skal indeholde en henvisning til selskabets procedure for overholdelse af kriterier for bæredygtighed og besparelse af drivhusgasser ved brug af biomasse, jf. MRR artikel 38 stk. 5.
Proceduren skal ikke indsendes til Energistyrelsen, men den skal beskrive, hvordan selskabet fremskaffer den nødvendige dokumentation for bæredygtighed. I praksis er det i høj grad leverandøren af biomasse, som leverer denne dokumentation.
Mange selskaber er blevet omfattet af nye krav om biomassens bæredygtighed jf. VEII-direktivet udmøntet i Bekendtgørelse om bæredygtighed og reduktion af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til energiformål m.v., samt den tilhørende Håndbog.
Er det tilfældet, vil selskabet i de fleste tilfælde også leve op til kriterierne for bæredygtighed i kvotelovgivningen. Procedurebeskrivelsen vil derfor ofte kunne være en beskrivelse af, hvordan selskabet lever op til bæredygtighedskravene, der trådte i kraft 1. juli i år, igennem bl.a. indhentning af dokumentation for bæredygtighed og lovpligtig verifikation af tredjepart.
For kildestrømme med biomasse skal metodetrin for biomassefraktion udfyldes. Her kan ”Intet metodetrin” vælges for rene biomassestrømme. I kategorien A-lav findes desuden lempelser, hvor man kan nøjes med metodetrin 1 til forbrugte mængder og beregningsfaktorer.
Anvendes Energistyrelsens standardfaktorer for emissionsfaktor, vælges metodetrin 2a, og ens.dk angives som kilde. Angivelse af ens.dk som kilde sker under punkt 3(k) og ved efterfølgende at vælge ens.dk fra rullemenu hvor relevant.
Pkt. 3 (g) om metoder til lageropgørelse
Det nye under dette punkt er, at der kan oprettes en metodebeskrivelse pr. kildestrøm, hvis det er relevant. Det skal beskrives konkret, hvordan lageret gøres op for hver type, idet opgørelsen er en vigtig del af beregningsmetoden, hvis man anvender partimetode.
For de kildestrømme der opgøres med partimetoden, det kunne f.eks. være fast biomasse, skal der under pkt. 4 også være en reference til lageropgørelsesmetoden (vælges fra rullemenu).
Pkt. 5 (a) til 5(o) om beregningsmetode, dataindsamling og kontrol
Denne del af overvågningsplanen indeholder reference til et kontrolsystem til håndtering af risici. Ved alene at have en henvisning kan procedurerne opdateres løbende, når forholdene ændrer sig, uden at det påvirker overvågningsplanen.
De ansvarlige for procedurer osv. skal oplistes under punkt 5(a). Punkt 5(a) og punkt 5(b) skal tilsammen sikre adskillelse af datastrømsaktiviteter og kontrolaktiviteter, så det f.eks. ikke er den samme person, der indsamler og kontrollerer data.
For datastrømsaktiviteter skal der foreligge en skriftlig procedure, der uddyber beregningsmetoder fra modtagne originale data til de tal, som indberettes. Den beskrives detaljeret i pkt. 5(d) eller vedhæftes overvågningsplanen.
Der er krav om, at formler og beregningsforudsætninger kan tjekkes af Energistyrelsen, så man kan f.eks. vedlægge en blank kopi (altså uden data) af det Excelark man anvender til opgørelser forud for indberetningen.
Pkt. 5 (k) om datamangler
Har man tidligere oplevet tab af data, f.eks. hvis en datakilde mangler (en faktura, en manglende pejling osv.), skal man have en procedure for genskabelse af de tabte data. Her skal det beskrives konkret hvordan man erstatter de data, som mangler. Hvis man ikke tidligere har oplevet tab af data er det ikke et krav, men det anbefales at have en procedure uanset.
Mere information
På www.ens.dk/ansvarsomraader/co2-kvoter/stationaere-produktionsenheder/overvaagningsplan-og-udledningstilladelse findes mere vejledning, ligesom der ligger en tjekliste til brug inden man sender overvågningsplanen til godkendelse.
Kontakt også gerne Dansk Fjernvarme eller Energistyrelsen direkte for spørgsmål.
Skriv kommentar