Corona: Energistyrelsen opfordrer til øget opmærksomhed
Fjernvarmeselskaberne bør overveje adskillelse af vagthold og minimere besøg i kontrolrum, lyder det fra Energistyrelsens beredskabsenhed.
Corona-smitten er ved at forstærke sit greb igen, og de første restriktioner er meldt ud fra myndighederne. Foreløbig er man dog endnu langt fra de krav til fx forsyningssektoren, som vi har set tidligere, men ikke desto mindre lyder opfordringen fra Energistyrelsen, at fjernvarmeværkerne genbesøger nogle af de foranstaltninger, der tidligere har været i brug.
- Vi ser, at I gør det mere eller mindre i forvejen, hvilket er rigtig godt, så bliv endelig ved med det og brug hinandens erfaringer, lyder det i en mail, som beredskabsenheden under Energistyrelsen har sendt ud.
Mere konkret opfordrer styrelsen dog til, at forsyningsvirksomhederne – som fx fjernvarmeværker – skal genoverveje, om de skal øge opmærksomheden særligt på kontrolrum og adskillelse af ansatte.
- Fra vores fysiske beredskabstilsyn kan vi se, at mange, helt naturligt, er tilbage til, at bruge håndsprit og holde afstand. Men det med at holde vagthold adskilt og minimere besøg i kontrolrum har man fjernet. Det kunne være en idé, at man revurderer denne tilgang, skriver styrelsen.
Opfordringen skal ses i lyset af, at smittespredningen er stigende og har været det gennem flere uger. Mere præcist angiver Energistyrelsen, at Sundhedsstyrelsen har orienteret om, at ”Covid-19 stadig har stort pandemisk potentiale”.
Beredskabsenheden har i øvrigt stor ros til fjernvarmeselskaberne for den gode kontakt, som selskaberne har haft til Energistyrelsen omkring corona.
- Indberetningerne fra jer er en stor hjælp, når vi skal danne det samlede billede af forsyningssituationen, skriver de.
Dansk Fjernvarme følger udviklingen i corona-restriktionerne med henblik på tiltag, der har en direkte effekt for fjernvarmeselskaberne. Derfor har Dansk Fjernvarme besluttet igen at orientere sine medlemmer via hjemmesiden.
Skriv kommentar