Dan Jørgensen: Samspil mellem PtX og fjernvarme har stor værdi
Det er oplagt, at placeringen af fremtidige PtX-anlæg bør tænkes sammen med fjernvarmen. Det slår klimaminister Dan Jørgensen fast i et svar til Klima-, Energi og Forsyningsudvalget.
Power-to-X har fået en hovedrolle som en af de nøgleteknologier, der skal hjælpe Danmarks grønne omstilling i mål. Det skal helst ske i et effektivt samspil med fjernvarmen, der er en oplagt legekammerat, som kan sikre bedre økonomi og miljø i PtX-anlæggene ved at udnytte deres overskudsvarme.
Det potentielt værdifulde samspil mellem fjernvarmen og PtX har nu fået et politisk rygstød fra minister Dan Jørgensen. På baggrund af et foretræde, Dansk Fjernvarme har haft for Klima-, Energi og Forsyningsudvalget, har udvalget bedt ministeren forholde sig til det materiale om PtX, Dansk Fjernvarme præsenterede for dem.
I sit svar, der kan læses i sin helhed her, kommenterer Dan Jørgensen direkte koblingen mellem PtX og fjernvarme:
”Jeg er helt enig i Dansk Fjernvarmes konklusioner om, at udnyttelse af overskudsvarme fra PtX-anlæg potentielt kan have værdi for det enkelte fjernvarmenet og for samfundet generelt”.
Senere i ministerens skriftlige svar lyder det:
”Jeg er desuden meget enig i behovet for at sammentænke placering af kommende Power-to-X anlæg, ikke kun i forhold til fjernvarme, men især VE-produktionskapacitet og ledig kapacitet i elnettet. En hensigtsmæssig placering af Power-to-X kan netop være med til både at høste synergieffekter og til at reducere evt. behov for netudbygning og -forstærkninger”.
I sit svar understreger ministeren desuden, at ”fjernvarme udgør en vigtig del af fremtidens energisystem”, blandt andet fordi fjernvarmen kan nyttiggøre overskudsvarme fra elektrolyseanlæg, og fordi fjernvarmen har et stort potentiale for elektrificering og energilagring.
Dansk Fjernvarme ser frem til strategi
Flere PtX-anlæg er allerede langt i planlægningsprocessen, og her vil samspillet med fjernvarmen forhåbentlig blomstre. Der er anlæg på vej i eksempelvis Fredericia, København, Skive og Esbjerg, som alle sigter efter, at overskudsvarmen udnyttes via fjernvarme.
Det forventes, at der senere i år kommer en officiel dansk strategi for PtX fra regeringen, og den ser Dansk Fjernvarme frem til. Indtil da vækker ministerens svar glæde hos Dansk Fjernvarmes fagansvarlige for PtX, chefkonsulent Jannick Buhl:
- Det er helt logisk, at de kommende PtX-anlæg tænkes sammen med fjernvarmen. Netop det at skabe et intelligent, sammenhængende energisystem er en dansk spidskompetence og i øvrigt helt nødvendigt, hvis Danmark skal billigst og mest effektivt i mål med vores grønne omstilling, siger han og fortsætter:
- Derfor er det selvfølgelig meget opløftende, at ministeren så tydeligt italesætter betydningen af at placere PtX-anlæggene klogt, og at han ser værdien i at koble fjernvarme og PtX sammen. Det giver både værdi for fjernvarmeselskabet og PtX-aktøren, og det øger Danmarks konkurrencedygtighed på et globalt brintmarked. Det lyder lovende frem mod, at Danmarks strategi på området forhåbentlig snart ligger klar, siger Jannick Buhl.
Skriv kommentar