Gå til hovedindhold
PtX & CCUS

Danmarks første aftale om fjernvarme fra PtX

TVIS har sammen med Everfuel indgået Danmarks første aftale om at udnytte overskudsvarme fra PtX-teknologier til fjernvarme.

27. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Fjernvarmekunderne i Trekantområdet kan nu se frem til at blive de første i landet, der får varme i radiatorerne fra overskudsvarme fra PtX-produktion. Det sker med baggrund i, at Everfuels 20 MW alkalisk elektrolyse-anlæg i Fredericia er vel undervejs, og TVIS’ fjernvarmesystem skal afkøle anlægget og opsamle og integrere overskudsvarme på cirka 70 grader i fjernvarmeforsyningen. 

- Fjernvarmen kan hjælpe Everfuel med at afkøle de tekniske anlæg, som genererer en del overskudsvarme, og med vores nye aftale understøtter vi hinandens behov, for brintfabrikkens spildprodukt bliver en ressource for fjernvarmeforbrugerne i Trekantområdet. Her har vi et samarbejde, hvor alle parter får noget ud af det, og vi får værdifulde erfaringer om varmepotentialet i brintproduktion, siger Lars Schmidt, bestyrelsesformand i TVIS, i en pressemeddelelse. 

Når elektrolyseanlægget er på 100 procent kapacitet, kan det udnytte den grønne strøm til at producere cirka otte ton grøn brint om dagen. Den grønne brint skal blandt andet erstatte brint fra fossile kilder på raffinaderiet i Fredericia, hvor ét ton grøn brint fortrænger ti ton CO2 på raffinaderiet. 

Til april etablerer TVIS en 1.2 kilometer lang fjernvarmeledning fra det eksisterende tracé på Egeskovvej og langs Ydre Skovvej til elektrolyse-anlægget, som allerede er under etablering og forventes at stå færdigt til efteråret 2022. 

Overskudsvarme udgør op til 25% af energien i PtX-processen, og afkølingen bidrager også til en bedre udnyttelse af energien, fordi driftstiden øges. Derudover gør indtægten fra varme også brintprodukterne mere økonomisk attraktive. 

-Vi kan gøre brintbaserede grønne drivmidler økonomisk attraktive til blandt andet tung transport, fly- og skibstransport, og fjernvarmen har en nøglerolle, dels fordi vi bidrager til højere energieffektivitet. Vi viser, at det er en god investering med fordel på tværs af brancher, og som samtidigt driver den nødvendige teknologiske fremdrift mod klimamålene. Med initiativer som dette skaber vi sektorintegration og vi øger hastigheden for at etablere PtX-teknologi i Trekantområdet, siger Jørgen Nielsen, direktør i TVIS. 

 

Skriv kommentar

Andre klikkede på...