Gå til hovedindhold
Energipriser
Kundeforhold

De fleste fjernvarmekunder slipper for prischok

Energifleksibilitet og biomasse sikrer, at langt de fleste fjernvarmeselskaber undgår voldsomme prisstigninger på varmen i de kommende måneder.

19. okt. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Medierne flyder lige nu over med historier om voldsomme prisstigninger på både gas og el på verdensplan, og det rammer også fjernvarmeselskaberne i Danmark. Men prisstigningerne hos fjernvarmekunderne er generelt langt mindre end hos fx rene gaskunder, fordi fjernvarmeselskaberne har et bedre miks af energikilder, lyder meldingen fra Dansk Fjernvarme.

    Udviklingschef i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke, understreger, at fjernvarmeselskabernes brancheforening ikke har det fulde overblik over, hvor og hvor meget fjernvarmeselskaberne er ramt af de stigende energipriser.

    - Helt generelt gælder det, at fjernvarmeselskaber med flere energikilder vil være ramt i mindre grad end fx selskaber med stor afhængighed af gas. Når du har flere energikilder at veksle mellem, kan værkerne sprede risikoen bedre ud, når der – som det er tilfældet nu – er energikilder, hvor prisen er på himmelflugt, siger Kim Behnke.

    Biomasse og affaldsvarme er godt lige nu

    Og hvis et fjernvarmeselskab alligevel ikke har et stort miks af energikilder, handler det lige nu om, at selskaberne kan undgå prisstigninger, hvis de har de ”rigtige” energikilder – det vil sige biomasse,  affaldsvarme og overskudsvarme.

    Det betyder, at især forbrugerne i de større byer næsten er helt sikre på at undgå prisstigninger henover vinteren. Det gælder fx for København, hvor fjernvarmen kommer fra netop biomasse og affaldsvarme, fortæller Kim Behnke.

    - Det ændrer selvfølgelig ikke noget for de fjernvarmeforbrugere, det bliver ramt af prisstigninger, men fordi stigninger på gas og el netop ikke slår igennem i de større byer, så betyder det, at langt størstedelen af fjernvarmekunderne i Danmark slipper for de værste prischok i de kommende måneder, siger Kim Behnke.

    Når det er sagt, så er især mindre fjernvarmeselskaber med naturgaskedler tvunget til at melde prisstigninger ud på vej ind i vinteren. Ringkøbing Fjernvarmeværk har fx varslet en prisstigning på 50 procent, mens Holsted Varmeværk ifølge Jydske Vestkysten må hæve prisen med 30 procent.

    Skub på konverteringer

    Kim Behnke påpeger dog, at de voldsomme prisstigninger på både gas og el – og nok især gas – kan øge presset på den grønne omstilling. Netop nu er mange fjernvarmeselskaber i gang med en massiv konverteringsopgave fra sort, fossil varme til grøn fjernvarme.

    Den proces vil formentlig blive skubbet frem af, at mange boligejere med naturgasfyr over de kommende måneder vil skulle gribe dybt i pengepungen for at kunne holde varmen henover vinteren.

    - Vi taler om omkring 350.000 huse og lejligheder, hvor de høje priser på gas kommer til at slå helt igennem, og der bliver formentlig tale om prisstigninger på over 100 procent. I 2020 var gasprisen på halvanden krone per kubikmeter – for nylig lå den på mere end 10 kroner. Det er helt ekstremt, og det kommer til at ramme meget, meget hårdt, forudsiger Kim Behnke.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...