Det var godt at se jer igen!
PULS 2021 blev genfødt ved Fjernvarmens Hus den 24. juni med op mod 200 deltagere – direktør Kim Mortensen takker for fremmødet og opbakningen fra medlemmerne.
Der var op mod 200 deltager fra energisektoren og fjernvarmebranchen med, da PULS genopstod ved Fjernvarmens Hus den 24. juni. I 2020 måtte Dansk Fjernvarme aflyse arrangementet på grund af corona-epidemien, men i år kunne det igen lade sig gøre, at byde velkommen til PULS og endda med et minimum af restriktioner.
Arrangementet havde traditionen tro et stort hvidt telt som omdrejningspunkt for oplæg og debatter – dertil var der i Fjernvarmens Hus gjort klar til de såkaldte mini-sessioner, hvor deltagerne kunne dykke ned i specifikke og konkrete emner under mere intime former.
Direktør Kim Mortensen ser tilbage på PULS 2021 med glæde:
- Jeg er meget glad for, at vi igen kunne samle ikke bare medlemmer, men også andre med tilknytning til energisektoren. Det var tydeligt, at der blandt deltagerne var et stort behov for endelig at kunne mødes igen på tværs af branchen, siger han og henviser til, at der flittigt blev udvekslet erfaringer og netværket på tværs blandt deltagerne, når der var mulighed for det i løbet af dagen.
- Jeg synes også, at det er værd at rose vores medlemmer for at have fuldt tryk på med både den grønne omstilling og konverteringsprojekter over hele landet og jeg bliver i det hele taget glad, når man ser og oplever det engagement og den energi, der præger dagligdagen hos vores medlemmer, som det også så fint kom til udtryk på PULS 2021, siger Kim Mortensen.
Regionalmøder og Landsmøde efter sommerferien
Dansk Fjernvarme drosler ned for arrangementerne henover de kommende sommermåneder, men åbner igen for sluserne på den anden side af sommeren. De første store arrangementer bliver Regionalmøderne i august og september, og så følger Landsmøde 2021 i slutningen af oktober.
- Jeg håber og tror på, at vores medlemmer både bakker op om Regionalmøderne og Landsmødet. I år kommer de tæt på hinanden, men der er meget at hente for medlemmerne både på Regionalmøderne og på Landsmødet, siger Kim Mortensen.
Skriv kommentar