Gå til hovedindhold
Energipriser

Fjernvarmeprisen holdes i ro i Aalborg

På trods af energipriser på himmelflugt kan man som fjernvarmekunde i Aalborg Kommune ånde lettet op. Aalborg Forsyning melder nemlig i dag ud, at de holder fjernvarmeprisen i ro i 2022. Det skyldes sær-ligt, at man er uafhængig af gas og el i produktionen.

15. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De 110.000 boliger, som får leveret fjernvarme fra Aalborg Forsyning, kan se frem til et glædeligt deja-vu, når de kigger på deres fjernvarmeregning i 2022. Prisen kommer nemlig til at være den samme som i 2021 – og det er på trods af olie-, el- og gaspriser på himmelflugt.

    Aalborg Forsyning undgår at blive påvirket af energikrisen, da de har en række alternative energikilder, som bruges til at producere fjernvarmen.

    - Vi har nogle gode faste kontrakter på affaldsforbrænding og overskudsvarme, som ikke rykker sig trods energikrisen. Og selvom prisen på kul er steget, får det ikke betydning for fjernvarmekunderne. Nordjyllandsværket producerer både varme og el, og med de stigende elpriser har vi også opnået en stigende indtjening på elproduktionen, som udligner de stigende udgifter til kul, forklarer adm. direktør Søren Gais Kjeldsen.

    Vil udfase kul

    Den fremtidige strategi for Aalborg Forsyning bærer i høj grad præg af den grønne omstilling, da man har planer om at udfase brugen af kul i løbet af de kommende år. Samtidig er planen, at der skal øget fokus på alternative opvarmningsformer såsom overskudsvarme, forklarer Søren Gais Kjeldsen:

    - Når vi om nogle år har udfaset brugen af kul på Nordjyllandsværket, vil en større del af vores varmeproduktion være elbaseret. Men vores strategi er, at vi øger mængden af overskudsvarme og introducerer større lagre, så vi ikke bliver sårbare overfor svingninger på det internationale energimarked, fortæller han.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...