Gå til hovedindhold
Konverteringer

Gode råd til arbejdet med projektforslag

Styrk argumentationen i projektforslag og tag dialogen tidligt – sådan lyder rådet fra Dansk Fjernvarme til medlemmer, der fx arbejder med forslag til konverteringsprojekter.

30. jun. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Som Dansk Fjernvarme tidligere har gjort opmærksom på, så bliver fjernvarmeselskabernes projektforslag, specielt konverteringsprojekter, i øjeblikket nøje fulgt af andre interesseorganisationer, der hellere ser en udbredelse af individuelle varmepumper i olie- og gasområder.

    Det betyder, at fjernvarmeselskaber bør fokusere mere på, at deres projektforslag er overskuelige for kommunerne, så de nemt kan skabe sig et overblik over projektforslagenes forudsætninger.

    Derfor vil Dansk Fjernvarme opfordre til, at man udarbejder et projektforslag, hvor man tydeliggør, hvilke forudsætninger, der er brugt i projektforslaget; herunder hvilke data, der er brugt og hvor de stammer fra.

    Hvis man husker at gøre det, vil det hjælpe de kommunale sagsbehandlere med nemmere at kunne gennemskue ”misforståede påstande” fra andre interesseorganisationer omkring de enkelte projektforslag.

    Vi vil samtidig også opfordre til, at man tidligt tager en dialog med både Evida og den enkelte kommune omkring forudsætningerne omkring projektforslagene, så de kan afklares på forhånd. Al erfaring siger, at det også vil hjælpe sagsbehandlingstiden i kommunen betydeligt.

    Fjernvarmeselskaberne vil i de kommende år yde et væsentlig bidrag til den grønne omstilling via omlægning af produktionsenheder, men også med grøn omstilling af eksisterende olie- og naturgasområder.

    Men konkurrencen fra individuelle løsninger er stigende, og det kan også mærkes ved rammerne omkring fjernvarmeprojekter. Derfor bør vi som samlet sektor forberede os på, at argumentationen i vores projektforslag styrkes, så kommunerne ikke kan være i tvivl om, hvilket bidrag fjernvarmeprojekterne kan yde i forhold til grøn omstilling og positiv samfundsøkonomi i de enkelte projekter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...