Gå til hovedindhold
Konverteringer

Halsskov får fjernvarme i 2022

Der er nu tilstrækkelig med tilslutningskontrakter til, at SK Forsyning næste år tager fat på udvidelse af fjernvarmen til Halsskov.

29. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Julen 2021 bliver ekstra god hos SK Forsyning, der kan se frem til at skulle i gang med at udvide fjernvarmenettet i 2022. De er nemlig lykkedes med at få tilstrækkeligt med tilsagn og tilslutningskontrakter fra boligejere i Halsskov til at få fjernvarmen bredt længere ud. 

    Tidligere på året gik SK Forsyning i gang med at kontakte potentielle kunder i Halsskov. Det stod fast, at der skulle være minimum 40 procent af boligerne, der skulle med på fjernvarmevognen, og det er lykkedes, fremgår det af en pressemeddelelse, som SK Forsyning sendte ud få dage før jul. 

    - Det betyder, at vi nu kan gå i gang med at finde entreprenør, og at gravemaskinerne kan rulles i gang i 3. kvartal til næste år. Ja, det lyder som lang tid, men for sådan et stort projekt er det faktisk forholdsvist hurtigt, siger Energichef i SK Forsyning Carsten Lunde. 

    Den massive tilslutningsprocent vækker helt naturligt stor glæde hos SK Forsyning – ikke mindst i lyset af de voldsomme prisstigninger på gas og el, der har præget energiforsyningen over stort set hele verden i de sidste måneder af 2021. 

    - Det er især en god nyhed med de gaspriser, man ser i Danmark – med prisstigninger på til 600 procent. I SK Forsyning vil fjernvarmen stige 3 procent til næste år, hvilket svarer nogenlunde til inflationen, og derfor kan man også sige, at vores fjernvarmepriser holdes i ro siger Carsten Lunde. 

    Der er i øvrigt stadig potentielle fjernvarmekunder på Halsskov, som ikke har skrevet kontrakt. De kan nå det endnu. Det er blevet besluttet, at det som en slags julegestus vil være muligt at komme med på fjernvarmen til 10.000 kr. indtil udgangen af januar. Venter man til efter og fortryder, at man ikke kom med, så vil det blive til normalprisen, som er 25.000 kr. 

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...