Gå til hovedindhold
Energipriser

Helsingør: Fjernvarmeprisen falder betydeligt

Fjernvarmen skal være mere konkurrencedygtig i Helsingør. Derfor sænker Forsyning Helsingør prisen i en tid med tårnhøje priser på el, naturgas og olie. Håbet er, at den lavere pris kan være med til at sætte tempo på den grønne omstilling og udvide fjernvarmen til flere områder i kommunen. 

16. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fra nytår kan Forsyning Helsingørs godt 15.000 fjernvarmekunder se frem til priser, der er markant lavere end i dag. Fjernvarmeprisen forventes nemlig at blive nedsat med cirka ti procent årligt. Det svarer til godt 1.600 kroner for en standardvarmekunde i et parcelhus. 

    Med den kommende prisnedsættelse vil Forsyning Helsingør dels gøre fjernvarmen mere attraktiv for nuværende og nye kunder - dels understøtte den grønne omstilling, da fjernvarmen kan erstatte fossile brændsler i den individuelle boligopvarmning. 

    - Vi står overfor en udvidelse af fjernvarmenettet i kommunen i de kommende år, og med en prisnedsættelse bliver fjernvarmen endnu mere attraktiv og konkurrencedygtig, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og fortsætter: 

    - Det er primært stigende el-indtægter på Helsingør Kraftvarmeværk samt stordriftsfordele fra flere fjernvarmekunder, der nu gør det muligt for os at sænke varmepriserne. Jeg håber, kunderne vil tage godt imod næste års priser – specielt i en tid, hvor priserne på andre individuelle opvarmningsformer - fx olie-, gas- og el - stiger voldsomt. 

    Ny ekspansiv fjernvarmestrategi med grønne teknologier 

    Det kommende prisfald skal være med til at hjælpe en ny ekspansiv fjernvarmestrategi for Forsyning Helsingør på vej. I sommer præsenterede man et projektforslag om udbygning af fjernvarmenettet til fire områder i Helsingør, som er første fase i udbygningen af fjernvarmen. 

    I takt med at kommunen forventes at godkende projektforslagene, vil Forsyning Helsingør starte en målrettet og kundeorienteret markedsføring, der skal fortælle om de mange fordele ved fjernvarme. På den måde er håbet, at der skabes tilslutning til de forestående udvidelser af fjernvarmenettet. 

    - Fjernvarmen har i forvejen et lavt klimaaftryk, en høj komfort – og så er den pålidelig. Fremover vil den også være mere konkurrencedygtig på prisen. I vores kommende markedsføring vil vi desuden sikre attraktive tilslutningsrabatter, så kunden kan få fjernvarme uden at skulle hive alt for mange penge op af lommen på én gang”, forklarer Jacob Brønnum, der er administrerende direktør i Forsyning Helsingør. 

    Fremtiden byder også på nye grønne teknologier i Helsingør. Der er særligt tale om metoder til at producere fjernvarme på el, og her er første nye tiltag en elkedel på 30MW, der producerer varme på overskudsstrøm. 
     
    - Helsingør Kraftvarmeværk arbejder på at indfase nye grønne teknologier for at sikre lave og stabile fjernvarmepriser i fremtiden. Til at finansiere disse nye teknologier har vi anmodet Helsingør Kommune om en låneomlægning, som skal muliggøre dette, fortæller bestyrelsesformand Jens Bertram. 
     

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...