Gå til hovedindhold
Konverteringer

Høje Taastrup er snart klar til mere overskudsvarme

Fjernvarmeselskabet i Høje Taastrup har allerede aftaler om udnyttelse af overskudsvarme – nu melder datacentret Globalconnect sig som det næste.

22. sep. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Omkring 1500 husstande kan se frem til, at de fra den 1. marts 2023 får deres varme i form af overskudsvarme fra datacentret Globalconnect, som er tæt på at indgå en aftale om, at Høje Taastrup Fjernvarme aftager deres overskudsvarme.

    - Det er et godt projekt, og Globalconnect ligger på et sted, hvor det passer godt i forhold til vores ledningsnet, siger direktør Astrid Birnbaum om projektet, der dog endnu mangler den endelige kommunale godkendelse.

    - Men den forventer vi at få i slutningen af oktober, understreger hun.

    Projektet involverer, at Høje Taastrup bl.a. skal investere i en varmepumpe på næsten 4 MW, men selve aftaget af overskudsvarme fra Globalconnect bliver både vederlags- og afgiftsfrit, fordi der er tale om el-baseret overskudsvarme.

    - Det er vores klare strategi hos Høje Taastrup Fjernvarme at udnytte de ressourcer, der er, i stedet for at lade dem forsvinde ud i det blå. Det er årsagen til, at vi går ind i projektet med Globalconnect, slår Astrid Birnbaum fast.

    Flere projekter i fremtiden

    Det bliver ikke det første projekt for Høje Taastrup Fjernvarme med at modtage overskudsvarme fra erhvervsvirksomheder i området. Siden 2020 har de modtaget overskudsvarme fra Nordeas datacenter på en tilsvarende aftale som den kommende – altså vederlagsfrit og uden afgift fordi der er tale om el-baseret overskudsvarme.

    Astrid Birnbaum ser også gode muligheder for, at Taastrup Fjernvarme i fremtiden vil kunne supplere deres fjernvarme med andre overskudsvarmeprojekter. Hun nævner således, at man allerede er langt med planerne om at aftage fjernvarme fra Digiplex i et samarbejde med VEKS.

    - Digiplex ligger også perfekt for os, og her bliver der tale om en helt anden volumen af overskudsvarme på op til 50 MW. Men vi er klar til det, og vi er også klar til flere andre i fremtiden, siger Astrid Birnbaum.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...