Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering

Kommuner kan forbyde brændeovne

Dansk Fjernvarme roser ny politisk aftale, der sikrer større råderum til kommuner, når det gælder forbud mod bl.a. brændeovne.

14. sep. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Regeringen har sammen med sine støttepartier – SF, Radikale Venstre og Enhedslisten – netop vedtaget en aftale, der giver kommuner mulighed for at tage ekstra miljøinitiativer. Aftalen skal ifølge partierne skabe bedre muligheder for, at vi kan få grønnere, sundere byer, der understøtter det gode byliv, fremgår det af en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

    - Luftforurening er skyld i, at tusindvis af danskere dør for tidligt hvert år. Derfor er jeg glad for, at regeringen og aftalepartierne er blevet enige om denne her aftale, der giver kommunerne bedre værktøjer i forhold til at bekæmpe blandt andet luftforurening, siger miljøminister Lea Wermelin.

    Aftalen åbner bl.a. for, at kommunerne kan forbyde ældre brændeovne og pejseindsatse, der er produceret før juni 2008 i områder med fjernvarme og naturgas. Ældre brændeovne skønnes at udlede op til fem gange så mange partikler som nye brændeovne, fremgår det af pressemeddelelsen.

    Vigtigt værktøj for kommunerne
    Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, roser aftalen, fordi den styrker kommunernes mulighed for fortsat at gå forrest og sætte egne ambitiøse klimamål. Det underbygger, at vi som samfund kan komme i mål med de nationale klimamål, mener han.

    - Vi har brug for at kommunerne fortsat går forrest med klog energiplanlægning, der sikrer en fornuftig omstilling til grøn og bæredygtig energi. Med dagens politiske aftale, får de nu endnu et værktøj at tage i brug, når de kan stille krav om udfasning af ældre, partikel-forurenende brændeovne, siger Rune Moesgaard.

    Det er anslået, at luftforurening fra danske brændeovne udgør omkring to-tredjedele af det samlede danske bidrag til partikelforureningen. Muligheden for at forbyde ældre brændeovne i områder, hvor der allerede er fjernvarme, vil derfor være et vigtigt skridt mod den grønne omstilling, vurderer Rune Moesgaard.

    - Fjernvarme er den naturlige vej til grøn omstilling i Danmark, og derfor er det meget positivt, når kommunerne får mulighed for i første omgang at udfase de ældre brændeovne, så vi kan få taget favntag med den alvorlige udfordring, siger han.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...