Gå til hovedindhold
Konverteringer

Midtfyn: Høje olie- og gaspriser gør fjernvarmen attraktiv

Hos Midtfyns Energi er man i fuld gang med at forberede udbudsmateriale til et konverteringsprojekt af op til 840 olie- og gaskunder i Ryslinge. Godt 50 procent har tilmeldt sig fjernvarme, men med de hastigt stigende olie- og gaspriser forventer man, at endnu flere forbrugere vil finde fjernvarmen attraktiv.

3. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Midtfyns Energi har længe arbejdet på at få tilslutning til fjernvarmen i Ryslinge – et projekt der endelig lykkedes i juni i år. I dag er der tilslutning fra cirka 50 procent af forbrugerne i Ryslinge, men Midtfyns Energi regner med at få endnu flere med på fjernvarmen inden færdiggørelsen af konverteringsprojektet.

- Ud af de i alt 840 potentielle forbrugere, som hovedsageligt forsynes af gas og olie i dag, regner vi med at komme op på godt 700 tilslutninger (godt 80 procent) på længere sigt. I den nærmere fremtid vil vi dog gerne op på 60-65 procent tilsluttede for at økonomien hænger rigtig godt sammen i Ryslinge.

- Det forventer vi dog også at have inden vi er færdige med etableringen derude, fortæller Karsten Godiksen, der er direktør i Midtfyns Energi.

Stabile fjernvarmepriser gør Midtfyns Energi til et godt valg

En af de ting, der ifølge Karsten Godiksen gør Midtfyns Energi attraktive for nye fjernvarmekunder, er at de har en stabil varmepris. I dag produceres den næsten CO2-neutral fjernvarme på solvarme, træpiller, et nyligt etableret træflisanlæg, overskudsvarme og en smule naturgasbaseret kraftvarme.

De mange produktionsformer gør fjernvarmeforsyningen fleksibel og derfor har de kunnet holde samme stabile varmepris de sidste 4 år – og i modsætning til flere andre steder i landet stiger prisen på Midtfyn ikke i 2022.

Særligt med de hastigt stigende priser på olie og naturgas bliver fjernvarmen ifølge Karsten Godiksen et stadigt mere attraktivt alternativ for de forbrugere i Ryslinge, som endnu ikke har tilsluttet sig fjernvarmen.

- Vi håber på, at vores kollegaer hos gasforsyningen snart sender regninger ud, for så er vi sikre på, at vi får nogle nye kunder, siger han med et smil og uddyber:

- Vi holder prisen på fjernvarme i ro, og det gør os jo meget attraktive – særligt for mange af de gaskunder, der er i Ryslinge. Vi er også i gang med Facebook-kampagner, hvori vi netop slår på, hvor dyrt gas og olie er for tiden.

Flere konverteringer kan blive en realitet med hjælp fra fjernvarmepuljen

Etableringen af fjernvarme i Ryslinge er ikke det eneste konverteringsprojekt, Midtfyns Energi har i støbeskeen. Der er nemlig kommet en del positive tilkendegivelser fra mindre lokale byer – heriblandt Espe, hvor Karsten Godiksen for nyligt mødte op for at fortælle om fordelene ved fjernvarme på et lokalt borgermøde.

Det er dog særligt byerne Fjellerup og Gislev, som Midtfyns Energi sætter fokus på at få tilslutning i. Her er tanken, at et samlet konverteringsprojekt skal bringe fjernvarme til de i alt godt 600 forbrugere.

Allerede nu er man i gang med at indsamle forhåndstilkendegivelser, men ifølge Karsten Godiksen kræver det en hurtig beslutning fra de lokale, hvis fjernvarmen skal blive en realitet.

- De områder, vi skal udvide til udover Ryslinge, skal i hvert fald besluttes indenfor samme tidsperiode som konverteringsprojektet i Ryslinge, for at vi kan få tilskud til projekterne fra fjernvarmepuljen. Uden et tilskud til projektet i Ryslinge var udvidelsen sådan set allerede næsten lagt i graven. Det samme gælder for de andre områder, vi har i kikkerten, forklarer Karsten Godiksen.

Fjernvarmepuljen, som årligt fordeler 145 mio. kroner i tilskud til konverteringer af olie- og gasforbrugere til fjernvarme, kan søges til og med 2023. Netop derfor skal Midtfyns Energi ifølge Karsten Godiksen have gang i en intens markedsføring for at de hurtigt kan få tilslutning og dermed støtte fra puljen.

Midtfyns Energi regner dog med at få tilslutning til fjernvarmen fra nok af forbrugerne i Gislev og Fjellerup. I Fjellerup, som med sine cirka 100 forbrugere er den mindste af byerne, er tilslutningen da også allerede oppe på godt 60 procent.

Gravearbejdet i Ryslinge går snart i gang

Det indledende gravearbejde til etableringen af en hovedledning til Ryslinge forventes at gå i gang i foråret 2022. Først skal der dog findes en entreprenør, som skal stå for projektet – og derfor er man i Midtfyns Fjernvarme i øjeblikket i gang med at forberede udbudsmateriale, som de håber på at være klar med henover vinteren.

 

Skriv kommentar

Andre klikkede på...