Overskudsstrøm skal omdannes til fjernvarme
Helsingør Kraftvarmeværk skal fremover udnytte deres overskudsstrøm til at producere grøn fjernvarme. Det sker ved hjælp af en ny elkedel, som bliver sat i drift i løbet af 2023 – på den måde reduceres behovet for naturgas og biomasse i fjernvarmeproduktionen.
Projektet med at etablere en ny elkedel i Helsingør Kraftvarmeværk er netop påbegyndt, og dermed har varmeværket taget første skridt i omstillingen til grøn fjernvarme. Jens Bertram er bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, som ejer 2/3 af Helsingør Kraftvarmeværk. Ifølge ham er der tre hovedårsager til, at bestyrelsen har valgt at investere i elkedlen:
- For det første bliver forretningen styrket, da overskudsstrøm nu kan bruges til fjernvarmeproduktion. For det andet understøtter vi den grønne omstilling, da indfasningen af nye askefrie teknologier mindsker brugen af biomasse. Og for det tredje, så vil kunderne kunne få stabile og lavere fjernvarmepriser, forklarer Jens Bertram.
Elkedlen reducerer brugen af biomasse og minimerer behovet for sort energi
Helsingør Kraftvarmeværks nye elkedel forventes at kunne levere en effekt på 30MW – og dermed kan den erstatte op mod 15% af varmeværkets nuværende biomasseforbrug med elbaseret fjernvarme.
Samtidig er der udsigter til, at varmeværkets brug af sort energi - i form af naturgas ved spidsbelastning, vil blive reduceret til et minimum. Hans Peter Balle, der er energichef i Forsyning Helsingør, ser investeringen i elkedlen som et nyt grønt skridt for Helsingør Kraftvarmeværk. Særligt udnyttelsen af overskudsstrøm er han begejstret for.
- Med vores investering i elkedlen understreges det endnu engang, at landets kraftvarmeværker spiller en helt afgørende rolle – både i forhold til at sikre forsyningssikkerheden – men også når det gælder om at gøre plads til de grønne teknologier”, forklarer Hans Peter Balle.
Planen er, at Helsingør Kraftvarmeværks nye elkedel skal sættes i drift i løbet af 2023. Når det sker, kan varmeværkets forbrugere altså se frem til grønnere og billigere fjernvarme. Hvad angår varmeværkets udbytte, vil investeringen som udgangspunkt allerede være tjent ind igen på under 10 år.
Skriv kommentar