Gå til hovedindhold
Digitalisering

Strategi for digitalisering tager form

Dansk Fjernvarme har fokus på digitalisering og har både besøgt og talt med en lang række medlemmer om deres arbejde med digitalisering, fortæller projektleder Steen Kramer Jensen.

8. dec. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Projektet ”100.001 intelligente bygninger” et de såkaldte fyrtårnsprojekter, som Dansk Fjernvarme arbejder med. Der er tale om et digitaliseringsprojekt, og det er nu kommet så langt, at det er formaliseret og med mål og handlingsplan.

    Projektleder Steen Kramer Jensen har bl.a. gennemført en spørgeskemaundersøgelse og godt 15 besøg hos medlemmer igennem de seneste knap 10 måneder. Det har givet grundlaget for det videre arbejde.

    – Behovet for at dele viden på digitaliseringsområdet er stort og forskelligartet. Det er min opfattelse, at Dansk Fjernvarmes mellemstore medlemmer med 10-15 ansatte og et kundegrundlag på 5.000-7.000 kunder er godt med og er hurtige til at tage beslutninger om at udnytte digitale muligheder som eksempelvis data fra fjernaflæste varmemålere. Det gælder især der, hvor ledelse og bestyrelse er parate til de forandringer, digitaliseringen kan føre med sig, fortæller Steen Kramer Jensen.

    Han uddyber, at det eksempelvis drejer sig om ændrede driftsstrategier, asset management og større involvering og engagement med kunderne gennem service og abonnementsordninger. Eksempelvis i tilfælde, hvor selskabet ejer kundeinstallationer, eller hvor fjernvarmeselskabet samarbejder med større bygningsejere om energioptimering.

    Forskellige selskaber – forskellige udfordringer

    Den spørgeskemaundersøgelse, Steen Kramer Jensen gennemførte i forsommeren, viste desuden, at mindre selskaber med under tre ansatte og under 500 kunder har sværere ved at komme i gang med digitaliseringsprojekter.

    Derfor er et af de første mål med digitaliseringsfyrtårnet at få etableret en række workshops, der skal handle om, hvordan man kommer i gang med at udnytte målerdata til eksempelvis temperaturoptimering og bedre kundeservice. Den første af disse workshops finder sted den 9. februar 2022. Hold øje med Dansk Fjernvarmes hjemmeside for yderligere information.

    Dansk Fjernvarmes større medlemmer er ifølge Steen Kramer Jensen også i gang med digitaliseringsrejsen. Deres udfordringer er dog i højere grad manglende standarder for datahjemtagning, valg af it-arkitektur, muligheder og udfordringer ved sektorkobling, samt hvorledes digitalisering skal indpasses i selskabernes overordnede strategi.

    Her vil Dansk Fjernvarme gerne facilitere en arbejdsgruppe, der udveksler erfaringer og kommer med anbefalinger til, hvordan vi sammen med industrien, kommunerne og vidensinstitutionerne får det optimale ud af vores digitale indsatser. Her kan initiativet Grøn Varme Alliance, der samler de største aktører i forsyningssektoren, fagbevægelsen og industrien, også spille ind.

    Inspirationskatalog på vej

    En del af målsætningen med digitaliseringsfyrtårnet bliver at samle relevant viden i et inspirationskatalog, som vil blive udarbejdet i samarbejde med fjernvarmens tænketank Grøn Energi, og at formidle erfaringer gennem artikler og interview. Derfor vil der også komme flere besøg til værker og selskaber, der har digitale erfaringer at dele ud af.

    Endelig fylder deling af forbrugsdata på tværs af forsyningssektorerne med dertilhørende udfordringer med privacy og cybersikkerhed en del i Dansk Fjernvarmes fyrtårnsprojekt omkring digitalisering.

    Dansk Fjernvarme er derfor med i myndighedernes arbejde med opdatering af Danmarks cybersikkerhedsstrategi for forsyningssektoren, ligesom foreningen deltager i arbejdet med at udmønte anbefalingerne fra digitaliseringspartnerskabet omkring fritstilling af data og etablering af et nationalt Data Space for forsyningsdata.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...