Styrket cyberstrategi er desværre nødvendig
Dansk Fjernvarme hilser regeringens nye strategi mod cyberkriminalitet velkommen – det er vigtigt at sikre de samfundskritiske strukturer mod cyberangreb.
De cyberkriminelle er en alvorlig trussel mod vores samfund og de samfundskritiske infrastrukturer som fx fjernvarmeværker. Regeringens nye cyberstrategi hilses derfor velkommen som et værdifuldt bidrag til at sikre mod angreb fra cyberkriminelle og fremmede stater.
- Det er desværre nødvendigt med oprustning af cybersikkerhed, fordi alternativet kan blive enorme tab og ødelæggelse af samfundskritik infrastruktur. Samtidig er det vigtigt, at en strategi for cybersikkerhed er forankret centralt i staten, og at alle gode kræfter samordner indsatsen mod de cyberkriminelle, siger udviklingschef i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.
Han fortsætter:
- Fjernvarmesektoren driver vital samfundskritik infrastruktur og investerer i disse år i omfattende digitalisering. Det medfører også behov for at styrke samarbejdet inden for cybersikkerhed.
Efterlyser koordineret indsats
Den nye styrkede cyberstrategi indeholder mange gode initiativer, men mangler en koordineret indsats over for de kaskadeeffekter, der kan blive resultatet, når visse områder udsættes for cyberangreb og andre sektorer påvirkes.
Det sker eksempelvis, hvis telesektoren udsættes for angreb, der betyder at bl.a. elsektoren har vanskeligt ved at kommunikere og må lukke produktionsområder ned – fx de eldrevne varmepumper, som så ikke kan opvarme bygninger. Et angreb mod telesektoren kan således betyde manglende varme i folks hjem.
- Fjernvarmesektoren ser også frem til, at der kommer en ny IT- og cybersikkerhedsstrategi for energisektoren, og Dansk Fjernvarme ser frem til at også vand- og spildevandssektoren bliver taget med som samfundsvital infrastruktur.
Du kan læse nyheden fra Finansministeriet om den nye cyberstrategi her: Ny national strategi skal styrke Danmarks digitale sikkerhed.
Skriv kommentar