Temperaturoptimering: Sidegevinst blev til fokus i Hinnerup
Hinnerup Fjernvarme opdaterede og udskiftede i 2020 deres varmemålere til fjernaflæselige på timebasis, da de gamle ikke levede op til en ny bekendtgørelse. Temperaturoptimering var oprindeligt en sidegevinst i projektet, der hurtigt blev et fokuspunkt med besparelser for både forsyning og forbrugere.
Hinnerup Fjernvarme blev for et år siden færdige med at installere varmemålere, der kan fjernaflæses på timebasis – et projekt, der var undervejs siden 2017. Formålet var at udfase deres tidligere løsning med drive-by fjernaflæsning, da det kunne spare dem for nogle mandetimer.
Med en ny faktureringsbekendtgørelse, der træder i kraft fra 1/1 2022 er det samtidig blevet et krav, at forbrugere med fjernaflæselige målere skal have tilsendt forbrugsoverblik månedligt i fyringssæsonen. Da det er svært at leve op til med en drive-by løsning, var aflæsning på timebasis et oplagt alternativ.
For Hinnerup Fjernvarme var det derfor indledningsvis en sidegevinst, at man med de nye fjernaflæselige målere ville kunne optimere på ledningsnettet gennem reduceringer af retur- og fremløbstemperaturer.
Samtidig havde fjernvarmeforsyningen også et ønske om at indføre afkølingstariffer for at motivere deres forbrugere til at forbedre deres afkøling.
- Vi så nogle muligheder for at optimere på vores ledningsnet med hyppigere aflæsninger, både i forhold til vores retur- og fremløbstemperaturer, men på daværende tidspunkt havde vi kun nogle overslag over, hvad vi forventede at få ud af det, fortæller Peter Bakke, som er driftsleder i Hinnerup Fjernvarme.
Besparelser er god kundeservice
Da de timeaflæselige målere stod klar sidste år, blev den oprindelige sidegevinst hurtigt til et fokuspunkt for Hinnerup Fjernvarme, da de øjnede en mulighed for at effektivisere deres fjernvarmeforsyning gennem temperaturoptimering.
Først og fremmest har de haft succes med at optimere bedre ud fra solindfald, vind og udetemperatur. Førhen var optimeringen i højere grad baseret på gisninger og erfaringer, hvorimod man i dag altid har adgang til valide og aktuelle data. Derfor bruger de også i dag væsentlig mindre tid på flytteopgørelser, da de netop altid har adgang til aktuelle forbrugsdata.
For Peter Bakke betyder temperaturoptimering ikke bare besparelser for forsyningen – det er også god kundeservice overfor forbrugeren.
- Når vi sænker vores temperaturer i nettet, betyder det jo i sidste ende, at vi skal producere mindre varme. Den varme, vi sparer i ledningerne, resulterer i en direkte besparelse på brændselsomkostninger og udpumpning. Og den besparelse går direkte tilbage i forbrugerens lomme, forklarer han.
Personlig henvendelse og lokalt samarbejde er essentielt
For at motivere forbrugeren yderligere til at hjælpe med at sænke temperaturen i ledningsnettet, har Hinnerup Fjernvarme indført en motivationstarif, hvor forbrugere med god afkøling får en nedsat varmeregning – og omvendt.
Hinnerup Fjernvarme har ansat en dedikeret medarbejder til at vejlede forbrugere med forældede eller mangelfulde installationer, så de kan udnytte tariffen. Derudover har et godt samarbejde med lokale VVS’ere været en essentiel del af temperaturoptimeringen ude hos forbrugeren.
- Som et a.m.b.a ser vi det egentlig som vores pligt at yde en personlig og opsøgende service overfor vores forbrugere, og vi har da også fået virkelig positive tilbagemeldinger fra dem.
- Det har samtidig været vigtigt for os at understrege overfor de lokale VVS’ere, at vi med vores vejledning ikke er ude på at tage deres arbejde. Vores mand analyserer udelukkende forbrugerens anlæg og henviser dem så til en VVS’er. Som fjernvarmeforsyning er vi forbrugerens talerør, og har egentlig bare et mål om, at de får den mest optimale løsning på deres varmeanlæg, siger Peter Bakke.
Han fortæller desuden, at Hinnerup Fjernvarme har afholdt et kursus for lokale VVS’ere i samarbejde med Teknologisk Institut, med det formål at give dem den nyeste viden og de nyeste værktøjer til at udbedre gamle fjernvarmeinstallationer.
- Vi ser de lokale VVS’ere som vores samarbejdspartnere, og vores tiltag er blevet mødt med stor respekt og opbakning, understreger Peter Bakke.
Tre gode råd
Peter Bakke kommer med tre gode råd til fjernvarmeforsyninger, der overvejer at udnytte fjernaflæste målere til at optimere i forsyningen. Ifølge ham skal man ikke lade sig afskrække, da løsningen er lettere at implementere, end man måske forventer.
- Mit første råd vil være, at man tager en snak med en mulig målerleverandør. Typisk skal der faktisk mindre til at etablere målernetværket, end man regner med. Særligt selve investeringen i fjernaflæsningssystemet var ikke så voldsom, som vi havde frygtet.
- Hvad angår temperaturoptimering er det typisk meget let at implementere det i SRO-anlæg og det kræver derfor ikke meget at temperaturoptimere på sit ledningsnet. For os har det været vigtigt at have en styringsleverandør, som har hjulpet os med at styre vores udpumpning efter udetemperatur samt vind, solintensitet og vejr. Har man hele tiden aktuelle målinger fra sit ledningsnet, er det ret let at indregulere sin optimering.
- Se også på mulighederne for at levere en bedre kundeservice gennem bedre oplysninger om kundens forbrug. Det er vigtigt at vise og inspirere sine forbrugere til at have en større interesse for det anlæg, de har installeret. Vi har brugt meget energi på at informere forbrugere gennem foldere, hjemmesider og Facebook-opdateringer, samt direkte henvendelser.
Skriv kommentar