Tilskud muliggør udrulning af fjernvarme i Ryslinge
Midtfyns Energi har fået tilsagn om tilskud fra Fjernvarmepuljen og er nu klar til at få Ryslinge på fjernvarmekortet.
Ventetiden har været lang – fire måneder – men nu er tilsagnet fra Energistyrelsen på plads, og Midtfyns Energi har fået de nødvendige midler til at kunne tilbyde beboerne i Ryslinge, at de kan få grøn fjernvarme – forhåbentlig allerede fra slutningen af i år.
- Vi havde håbet på, at vi ville få tilsagnet noget tidligere, så det bliver svært at nå at få etableret fjernvarmen i Ryslinge i år, så det er nok mest sandsynligt, at det bliver fra begyndelsen af 2022, siger direktør hos Midtfyns Fjernvarme, Karsten Godiksen.
Tilskuddet fra Fjernvarmepuljen er på 12,5 millioner kroner – 25.000 kroner pr. tilslutning op til 500 tilslutninger – og det betyder, at Midtfyns Energi nu kan give et godt tilbud til husstandene i Ryslinge, der er naboby til Ringe, hvor Midtfyns Energi holder til.
Mangler 160 tilsagn
Forudsætningen for, at projektet bliver endeligt realiseret, er, at der minimum kommer tilsagn fra 420 husstande. Foreløbig er der tilsagn fra omkring 260, så man er endnu et stykke fra at komme helt i mål. Men direktør Karsten Godiksen er fortrøstningsfuld.
- De nuværende 260 har givet tilsagn helt uden at kende prisen, så jeg tror og håber da på, at de manglende 160 melder sig til, når vi nu kan melde prisen ud, siger han og nævner, at man indtil videre ikke har kørt nogle salgskampagner, fordi man har manglet den endelige pris pr. husstand.
Derfor vil Midtfyns Energi over de kommende uger markedsføre udrulningen overfor beboerne i Ryslinge via Facebook og ved at dele brochurer ud.
- Vores håb er, at vi så kan have den helt store plan om udrulningen på plads inden sommerferien, siger Karsten Godiksen.
34.250 for tilslutning
Midtfyns Energi oplyser, at de vælger at bruge tilskuddet fra Fjernvarmepuljen på at sænke prisen for nye tilslutninger, så den kommer ned på 34.250 kroner, som dækker afmontering og bortskaffelse af det eksisterende anlæg, tilkobling til fjernvarmenettet, samt opsætning af en fjernvarmeunit.
Alternativt tilbyder Midtfyns Energi en afdragsordning over 10 år, ligesom de gør potentielle kunder opmærksom på afkoblingspuljen, hvor der kan søges tilskud til afkobling fra gasnettet, hvis man skifter til fjernvarme eller en varmepumpe.
Skriv kommentar