Gå til hovedindhold
Konverteringer
Klima- & Miljøforhold

Vamdrup har succes med tilslutning

På kun tre uger har Vamdrup Fjernvarme fået tilslutning på over 70 procent til første del af konverteringsprojekt.

28. maj 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Glæden er stor hos Vamdrup Fjernvarme. Deres store konverteringsprojekt er nemlig kommet flyvende fra start – på blot tre uger har man fået tilslutning fra over 70 procent af boligerne i det første område, som fjernvarmeselskabet vil have over på fjernvarme.

    Formand Niels Brink Thomsen glæder sig over succesen, der endda er kommet i hus inden for den frist – den 31. maj – som fjernvarmeselskabet har sat i forhold til at kunne opnå den særlige kampagnepris for tilslutning til fjernvarmenettet.

    - Vamdrup Fjernvarme vil gerne takke for den meget positive indstilling, som vore medarbejdere har modtaget ved de mange individuelle besøg i dette område, siger formanden og tilføjer:

    - Vi glæder os til at gå i gang med gravearbejdet her til efteråret ved de nye brugere af grøn og billig energi fra Vamdrup Fjernvarme.

    CO2-neutral by
    Det første område, som man altså nu kan gå i gang med, dækker Jernbanegade, Fredensgade, Buen, Grønningen og Hvidøre. I anden halvdel af juni tager Vamdrup Fjernvarme hul på markedsføring med det næste ben af konverteringen, der dækker Margrethevej, Skovborglundvej, Skovbrynet og Kongeåparken.

    Samlet omfatter konverteringsplanerne 500 boliger og bygninger, der skal sikre, at Vamdrup kan blive CO2-neutral. Den samlede anlægssum for hele projektet er på mellem 25 og 30 millioner kroner, og man har i Vamdrup valgt at dele det op i anlægsetaper over de kommende fire år.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...