Viborg Varme vil konvertere op mod 1.000 husstande
Fjernvarmeselskabet vil udarbejde projektforslag til kommunen – Dansk Fjernvarme roser Viborg Varme for at være fremsynede.
Viborg Varme sætter nu turbo på konverteringsplaner i Viborg og oplandet. Bestyrelsen i det lokale varmeselskab har netop besluttet sig for at udarbejde konverteringsprojekter for otte områder, der skal sikre fjernvarme til omkring 1.000 husstande.
Beslutningen er blandt andet baseret på, at Viborg Varme i foråret har afdækket interessen for fjernvarme i de mange naturgasforsynede områder. Forbrugerne har som en del af processen kunnet tilkendegive deres interesse og det er der rigtig mange, der har gjort.
- Vi har deltaget i en lang række borgermøder i stort set alle områderne op til sommerferien. Der har været en solid interesse og en stor spørgelyst. Vi er positivt overrasket over både interessen og tilbagemeldingerne, siger direktør Morten Abildgaard i en pressemeddelelse.
Væk fra fossil opvarmning
Dermed følger Viborg Varme i fodsporet på mange andre af landets fjernvarmeselskaber, der arbejder med at sikre den grønne omstilling. 3,7 mio. danskere får allerede deres varme fra et fjernvarmeselskab, og i den grønne fremtid skal endnu flere på fjernvarme.
- Viborg Varme er på mange måder fremsynede med deres beslutning om at udbrede fjernvarme til husstande, der i dag får deres varme via kollektive gassystemer. Vi skal væk fra fossil opvarmning og over på grøn fjernvarme, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Nicolai Kipp.
Borgerne skal være med på idéen
Fjernvarme er som grønt alternativ særlig god i de områder, hvor der i dag er kollektive gasløsninger. Det er den mulighed, som Viborg Varme nu vil afsøge via konkrete konverteringsprojekter, der skal godkendes af kommunen.
Forudsætningen er både, at projektforslagene viser en positiv samfundsøkonomi, og at tilstrækkeligt med borgere vælger at gå over på grøn varme fra Viborg Varme.
- Den grønne dagsorden står øverst på listen over bestyrelsen opgaver. Vi er fuldt committet på at omstille fjernvarmeforsyningen i Viborg til at være grøn og konkurrencedygtig og vi vil gerne være med til at løfte det fælles ansvar. Det kræver dog, at folk vil være med, siger formand for bestyrelsen i Viborg Varme, Kristian Brøns Nielsen.
De kommende måneder arbejder Viborg Varme med hjælp fra det rådgivende ingeniørfirma COWI på at konkretisere projekterne. Når Viborg Kommune herefter har behandlet projektforslagene, hvilket forventeligt sker først i det nye år, vil Viborg Varme igen kontakte forbrugerne i naturgasområderne med henblik på at indgå bindende tilslutningsaftaler. Når tilslutningsaftalerne er i hus, vil Viborg Varme i dialog med de enkelte områder planlægge, hvornår selve konverteringen skal ske.
Skriv kommentar