Der er ændringer i afkoblingsordningen
Ændrede rammer i afkoblingsordningen betyder, at kunderne, der skal konverter fra gas til fjernvarme må vente med at melde sin afkobling til puljen åbner igen i februar.
Afkoblingsordningen giver tilskud til at private gaskunder kan blive afkoblet gasnettet uden omkostninger, når de konverterer til fjernvarme eller varmepumper.
Men da der er en ændring på vej fra Energistyrelsen, kan kunder, der skal konvertere fra gas til fjernvarme, først ansøge afkoblingsordningen, når puljen for 2022 åbnes i februar.
Ændringen betyder, at private kunder med et eller flere CVR nr. knyttet til adressen, godt kan få tilskud til afkoblingen, men der indbygges et nyt krav der skal sikre at der ikke gives tilskud til kunder der får de-minimis-støtte (erhvervsstøtte fra EU). Evida afventer godkendelse fra Forsyningstilsynet. Det forventes at puljen åbner igen i februar.
Ordningen løber indtil udgangen af 2026, og der er årligt afsat ca. 100 mio. kr. Ordningen er udmøntet af Energistyrelsen og administreres af Evida. Midlerne fordeles efter først-til-mølle princippet.
Hvad med kunder, der tilkobles fjernvarme i januar
Kunder kan fortsat konverteres til fjernvarme. Langt de fleste steder kan det nye fjernvarmestik etableres ved siden af det eksisterende gasstik, og kunden kan derfor vente med at søge afkobling af gasstikket til puljen åbner igen. I forvejen kan der gå op til 18 måneder før afkoblingen fysisk finder sted. Derfor har det ingen praktisk betydning, at ansøgningen om afkobling bliver forsinket en måned, abonnementsprisen er typisk så lav, at et par måneders forsinkelse vil betyde under 100 kr.
Forsinkede projekter fra 2021
Kunderne, der skulle have skiftet til fjernvarme inden d. 31. december 2021, som allerede har fået tilsagn om gebyrfritagelse, går ikke glip heraf, hvis de konverteres i første kvartal 2022. Evida laver en manuel håndtering af ansøgninger/opsigelser fra konverteringsprojekter, der er forsinkede, så kundernes ansøgning overføres til første kvartal 2022. Hvis konverteringsprojektet forsinkes yderligere, skal Evida informeres herom, således kundens ansøgning – som er lig med kundens opsigelse af aftalen med Evida – kan blive annulleret. Kunden kan – når fjernvarmeværket har udmeldt ny dato for tilslutning – ansøge afkoblingsordningen og indtaste ny frakoblingsdato/opsigelsesdato. Frakoblingsdatoen er den dato, hvor kunden tidligst kan blive afkoblet.
Lejeboliger, andels- og boligforeninger
For kunder, der bor i lejeboliger, er det udlejer/ejer, der skal opsige aftalen med Evida, se mere på Evidas hjemmeside.
Kontakt til Evida
I forbindelse med konverteringsprojekter kan Evida, i det omfang det er muligt, stille en fast kontaktperson til rådighed for fjernvarmeselskaberne. Evida kontaktes på mailen afkoblingsordning@evida.dk. Se mere om afkoblingsordningen på Evidas hjemmeside.
Skriv kommentar