EU: Der skal et midlertidigt loft over gasprisen
EU-Kommissionen lancerer nu et forslag om at indføre et midlertidig loft over prisen på naturgas, der skal kunne virke midlertidigt i op til tre måneder.
Der er endnu intet konkret, men flere internationale medier har ifølge EnergiWatch set det udspil om nye initiativer til at modgå de fortsat stigende energipriser, som EU-Kommissionen har brugt weekenden på at finpudse.
Og meget tyder på, at Kommissionen nu går videre med et forslag om et midlertidig loft over prisen på naturgas. Et initiativ som det endnu ikke er lykkedes for EU's energiministre at nå til enighed om.
Konkret skal EU-Kommissionen ifølge en række medier lægge op til at indføre en slags nødbremse, der kan aktiveres, hvis gasprisen stiger over et vist niveau. Loftet skal ifølge Financial Times have en maksimal varighed på tre måneder, og det er tanken – eller måske snarere håbet - at det kan være implementeret fra begyndelsen af 2023.
Hvorvidt forslaget ender med at blive til virkelighed er meget usikkert. Der er stor uenighed i EU over et eventuelt prisloft for naturgas, hvor omkring halvdelen af medlemslandene kræver et generelt loft over prisen.
På den anden side står bl.a. Tyskland, der sammen med Holland mener, at man helt skal undlade at indføre prislofter for naturgas, fordi det vil kunne true forsyningssikkerheden. Danmark har i hvert fald hidtil været på linje med tyskerne og hollænderne.
Forslaget kan allerede komme på bordet, når EU’s stats- og regeringsledere mødes til topmøde i Bruxelles torsdag og fredag i denne uge. Energikrisen som helhed er allerede på dagsordenen, og her kan forslaget fra EU-Kommissionen komme med.
Allerede i dag mandag er der ekstraordinært møde i Luxembourg for de 27 landes EU-ambassadører. De skal angiveligt tale om forslaget fra Kommissionen.
Skriv kommentar