EU er på vej med udspil til at sænke skyhøje elpriser
Der skal en dæmper på elpriserne, mener man i EU-Kommissionen, som derfor er på vej med et forslag, der kan dæmper priseksplosionen – Tyskland er dog allerede gået i gang.
Søndag meddelte den tyske kansler, Olaf Scholz, at den tyske regering har en meget omfattende og dyr plan klar, der skal sikre tyskerne en vinter uden for voldsomme prisstigninger på energi – primært el og naturgas.
Men den tyske kansler og regering bliver måske overhalet indenom af EU-Kommissionen, der angiveligt er på vej med et udspil med lignende tiltag, der skal fremlægges og drøftes på et Ministerrådsmøde senere på ugen.
Flere medier kan berette om udspillet – der er tale om et såkaldt non-paper, der i EU-sprog betyder, at teksten ikke er officielt godkendt – og har sit fokus på ”markedsmekanisme-elementer”, så man fra EU-landenes side opnår et næsten øjeblikke effekt.
Udspillet er ifølge bl.a. EnergiWatch udfærdiget på bestilling fra stats- og regeringslederne blandt medlemslandene. Et af forslagene handler bl.a. om at indføre et prisloft på elektricitet – i hvert fald delvis.
Udover et prisloft lægger EU-Kommissionen op til, at elforbruget skal sænkes. Udgangspunktet skal være et kollektivt mål for i Europa på samme måde, som medlemslandene i starten af august blev enige om, at gasforbruget i Europa skal ned med 15 pct. mellem 1. august 2022 og 31. marts 2023.
Der er også flere elementer i udspillet, men som nævnt, så har Tyskland allerede søndag meldt, at de er klar til at gå enegang. Det skete efter lange forhandlinger mellem koalitionspartierne henover weekenden, inden Olaf Scholz søndag eftermiddag lod forstå, at der nu var opbakning til en hjælpepakke på 65 milliarder Euro.
Ifølge BBC har Olaf Scholz lagt vægt på, at hjælpepakken skal sikre, at tyskerne kommer igennem vinteren, og at Rusland i hans og regeringens øjne ikke længere er en ”pålidelig energi-partner”.
Ifølge BBC vil den enorme hjælpepakke bl.a. indeholde engangsydelser til pensionister, folk på overførselsindkomster og studerende. Der vil også blive indført loft over energipriserne, lovede kansleren.
Den seneste hjælpepakke er den i alt tredje, som tyskerne kan se frem til. I alt har regeringen i løbet af energikrisen brugt omkring 100 milliarder Euro. Til sammenligning brugte regeringen omkring 300 milliarder Euro på tiltag under Corona-epidemien.
Skriv kommentar