Fjernaflæste digitale målere giver mange muligheder
Fjernvarmeselskaber kan have stor nytte af fjernvarmemålere, der er digitale og fjernaflæste. Hør mere om på Regionalmøderne, hvor projektleder Steen Kramer Jensen sætter digitaliseringen under lup.
Digitale og fjernaflæste fjernvarmemålere effektiviserer administrationen, giver bedre og mere brugbar information til kunderne, mulighed for lægkageovervågning, optimering af anlæg og bedre afkøling.
Der er kort sagt masser af fordele for fjernvarmeselskaber, hvis de vælger at sætte endnu mere skub på digitaliseringen og udnytter fjernaflæste varmemålere, fortæller projektleder for digitalisering i Dansk Fjernvarme, Steen Kramer Jensen.
Han understreger, at der er endnu flere muligheder forude for at udnytte digitaliseringen og peger på, at de næste skridt er at bruge målerdata til optimering af varmeproduktionen og tilstandsbaseret vedligehold.
- Den digitale udvikling inden for målerområdet kan potentielt føre rigtig mange fordele med sig, slår han fast og fortsætter:
- Digitale målere og data fra dem betyder blandt andet, at fjernvarmen får langt bedre muligheder for at modtage for eksempel overskudsvarme og genbruge den i fjernvarmen eller tilbyde afbrydelighed, fordi detaljerede data om forbrug giver langt bedre mulighed for at lave præcise forbrugsprognoser og dermed præcis viden om den enkelte bygnings varmemæssige behov og muligheder.
Steen Kramer Jensen nævner, at digitalisering og brug af data fra afregningsmålere også kan være med til at automatisere styringen af varmeproduktionen fra mange grønne kilder som solvarme, store kollektive varmepumper, biomasse og affald.
- Alt i alt er det tiltag, som fjernvarmeselskaberne kan bruge til at understøtte den grønne omstilling og dermed også styrke selskabernes position i samfundet som den primære varmeleverandør til danskerne, siger Steen Kramer Jensen.
Du kan selv blive klogere på digitaliseringen og de mange fordele, som ikke mindst fjernaflæste varmemålere kan give fjernvarmeselskaberne på de kommende regionalmøder, der bliver afviklet rundt om i landet fra den 1. marts i år.
Skriv kommentar