Gå til hovedindhold
Administration & Økonomi

Fjernvarme Fyn: Ekstraordinært positivt resultat for 2021

2021 endte med et resultat før skat på cirka 271 mio. kr. for Fjernvarme Fyn, der oplyser, at det flotte resultat skal indgå i den fortsatte konsolidering.

23. maj 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den årlige generalforsamling i Fjernvarme Fyn blev mandag præsenteret for et ekstraordinært positivt resultat for 2021. Ifølge en pressemeddelelse endte Fjernvarme Fyn med et resultat før skat på cirka 271 mio. kr. på baggrund af en omsætning på cirka 1.736 mio. kr.

    - Vi har en klar og tydelig strategi, som sikrer, at vi forbliver konkurrencedygtige samtidig med, at vi holder fuldt blus på den grønne transformation. Den position vil vi fortsætte med at bevare og udvikle, lyder det i en kommentar fra direktør Jan Strømvig.

    Fjernvarme Fyn skriver i en pressemeddelelse, at det flotte resultat nu skal indgå i virksomhedens fortsatte konsolidering. Og at det er nødvendigt med en konsolidering med de nuværende ”store usikkerheder på energimarkederne”.

    Fjernvarme Fyn forklarer selv, at det flotte resultat er kommet i hus, fordi virksomheden er mindre sårbar på grund af et robust og fleksibelt produktionsapparat. Samtidig har man været i stand til at udnytte de høje elpriser. Og så er der høstet en væsentlig éngangsindtægt fra den oprydning på kulpladsen, som går forud for den endelige afsked med kul i foråret 2023.

    ”Der er også godt nyt på kundesiden. Fjernvarme er blevet hot. Og i 2021 blev der budt velkommen til mere end 700 nye kundeforhold. I Årslev og Sdr. Nærå var tilstrømningen af nye kunder ligefrem så massiv, at der var grønt lys til projektet allerede midt på året, ” fremgår det af pressemeddelelsen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...