Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning

Fremtidens energilandskab er til debat i Esbjerg

Dansk Fjernvarme og Maskinmestrenes Forening sætter den 25. april fokus på de energipolitiske tendenser og mål.

8. apr. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er efterhånden niende gang, at Dansk Fjernvarme og Maskinmestrenes Forening sætter den energipolitiske dagsorden med Den Nationale Energikonference 2022 i Esbjerg den 25. april. Denne gang er der særligt fokus på de nationale energipolitiske tendenser og målsætninger.

    Baggrunden for årets konference er det efterhånden flerårige politiske fokus på grøn energi og grøn omstilling. I foråret 2021 var der enighed om klimamålene for 2025, der blev fulgt op af en finanslovsaftale i december samme år – en aftale hvor der var fokus på at få sat gang i den grønne omstilling.

    Men hvis reduktionsmålet på 70 procent i drivhusgasser i 2030 skal være realistisk kræver det handling på en lang række områder. Der skal fx etableres 10 GW havvind i Nordsøen, ligesom nye PtX-værdikæder og sektorkobling skal etableres.

    På varmeforsyningen gælder det, at grøn fjernvarme skal afløse gas og olie – en udvikling der netop nu har fået ekstra vind af den aktuelle forsyningskrise som følge af krigen i Ukraine.

    Men hvordan går det egentligt med planerne? Hvorfor fluktuerer energipriserne så meget? Hvordan sikrer vi tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft til omstillingen mod en bæredygtig energisektor? Hvordan sikrer vi de nødvendige datadrevne optimeringer for at gøre omstillingen intelligent? Hvad siger virksomhederne til det og hvad med eksporten, der skal i gang efter klimaaftalen fra COP26 i Glasgow?

    Det bliver omdrejningspunktet for Den Nationale Energikonference 2022 i Esbjerg, hvor du kan møde en lang række beslutningstagere og aktører på det energipolitiske område.

    Du kan læse mere om det konkrete indhold af konferencen her: https://ipaper.ipapercms.dk/MaskinmestrenesForening/energikonferencen/energikonferencen-2022-program-2-sider-1-korr/

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...