Gå til hovedindhold
Biomasse

Haveaffald bliver til klimavenlig fjernvarme i Silkeborg

Fra 2025 bliver grene og haveaffald til klimavenlig fjernvarme i Silkeborg Kommune. Det giver en mere sikker varmeforsyning, lyder det fra Silkeborg Forsyning.

4. okt. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Grene og træ fra private haver og fra offentlige arealer i Silkeborg Kommune vil fra 2025 blive omdannet til en mere klimavenlig og endnu mere sikker forsyning af fjernvarme.

    Det er resultatet af en beslutning i Silkeborg Forsynings bestyrelse, der den 3. oktober har bestemt at udbygge fjernvarmeværket i Silkeborg Forsyning med et såkaldt biomasseanlæg, der kan omdanne have- og parkaffald til fjernvarme.

    Biomasseanlægget vil - sammen med en elkedel mere og et varmepumpeanlæg, der også er på vej - samlet set nedbringe CO2-udledningen fra varmeproduktionen i Silkeborg med 83 procent målt fra 2015.

    Derudover gør det varmeproduktionen endnu mere fleksibel. Det er nemlig vigtigt for forsyningssikkerheden, at fjernvarmen kan produceres på flere typer brændsler, pointerer formand for Silkeborg Forsynings bestyrelse, Søren Kristensen:

    - Det er helt afgørende, at vi kan være fleksible i vores varmeproduktion. Energimarkederne har udviklet sig i en mildt sagt ekstrem retning, det mærker vi alle. Derfor er det en god dag for både vores fjernvarmekunder og for klimaet, siger han i en pressemeddelelse fra Silkeborg Forsyning.

    Kommunen glæder sig

    Ud over at producere fjernvarme ejer og driver Silkeborg Forsyning også kommunens fire genbrugspladser, der hvert år modtager tonsvis af haveaffald fra kommunens borgere. Haveaffaldet bliver i dag lavet om til kompost og jordforbedring samt solgt til varmeproduktion i andre kommuner.

    Men når biomasseanlægget er kommet i gang, vil den del af haveaffaldet, der egner sig til varmeproduktion, i stedet blive kørt op til kraftvarmeværket i Silkeborg og brændt af i biomasseanlægget og på den måde indgå i fjernvarmeproduktionen.

    - Det er helt fantastisk, at vi har et visionært og fremsynet forsyningsselskab, der tænker ud af boksen for at imødekomme de udfordringer med energi, vi har lige nu som samfund. At vi snart kan tage vores eget haveaffald, køre det hen på genbrugspladsen og derefter lave klimavenlig fjernvarme ud af det - findes der noget mere lækkert end det? Der er en cirkulær tanke i det, som jeg virkelig bakker op om, siger Helle gade, borgmester i Silkeborg Kommune der ejer Silkeborg Forsyning.

     

    FAKTA

    I dag forsynes omkring 53.000 forbrugere i Silkeborg Kommune med fjernvarme og varmt brugsvand fra Silkeborg Forsyning. Omkring 70 procent af varmebehovet kommer fra naturgas, som forsyningsselskabet har en klar målsætning om at udfase senest i 2030, hvor fjernvarmeproduktionen skal være CO2-neutral. De resterende 30 procent kommer i dag primært fra et solfangeranlæg samt fra en elkedel og overskudsvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...