Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning

Helsingør: Stor opbakning i nyt projektområde

70 procent af husstandene i Søheltekvarterets Etape 1 har underskrevet kontrakt om tilslutning til fjernvarmenettet.

27. jun. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Det er gået noget bedre end Forsyning Helsingør havde håbet på med tilslutningen til et nyt konverteringsprojekt i Søheltekvarteret. Forudsætningen for, at projektet skulle kunne realiseres, var en tilslutning på mindst 60 procent, og nu har man rundet 70 procent.

    Dermed er der grønt lys til, at Forsyning Helsingør kan fortsætte planerne om at udbrede fjernvarmen til Søheltekvarteret i Helsingør. Entreprenørarbejdet med at forlænge det eksisterende fjernvarmenet ned ad Fredericiavej og ud ad sidevejene kan derfor igangsættes efter sommerferien.

    - Jeg er glad for, at vi nu snart kan tilbyde grøn fjernvarme til beboerne i første del af Søheltekvarteret. Vi vil gerne udbrede fjernvarmen til så mange som muligt og dermed understøtte den lokale grønne omstilling og gøre Danmark uafhængig af russisk gas, lyder det fra Jens Bertram, formand for bestyrelsen i Forsyning Helsingør.

    - Søheltekvarteret er det første af de fire nye fjernvarmeområder, som blev godkendt i januar. Projektet har fungeret som pilotprojekt i forhold til de mange kommende områder. Nu har vi så borgernes opbakning og accept af konceptet– og dermed kan vi igangsætte de næste faser. Siger formanden videre.

    Ud af områdets 115 husstande eller erhverv har 80 – i skrivende stund - underskrevet en kontrakt – svarende til godt 70 procent. De øvrige husstande eller erhverv kan stadig nå at koble sig på, så længe gravearbejdet i området pågår.

    4-5-dobling af aktivitetsniveau

    Forsyning Helsingør har for nylig fremlagt en langsigtet plan for udbredelsen af fjernvarme i Helsingør Kommune. Planen vil betyde en kraftig forøgelse af aktivitetsniveauet i varmeselskabet allerede i år sammenlignet med 2021, svarende til en 4-5 dobling i antal fjernvarmestik.

    I den kommende tid bliver der derfor fokuseret på løbende tilslutninger i eksisterende fjernvarmeområder samt de fire nye områder, som Byrådet godkendte i januar.

    - Vores plan betyder, at vi kommer til at udbrede fjernvarme i et tempo, som ikke er set tidligere. Vi er allerede i fuld gang, og vi spænder buen, alt det vi kan – inden for de muligheder, varmeforsyningsloven og vores selskabsøkonomi giver os. Men vi kan ikke gøre det hurtigere, end der er mandskab og materialer til. Og lige nu kæmper alle fjernvarmeselskaber fx om de samme smede, som der i forvejen er for få af, forklarer Jens Bertram.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...