Hvad skal der til for at få flere unge ind i fjernvarmen
Der er stor efterspørgsel på faglærte unge, så hvordan trækker fjernvarmen flere unge til? Det svar forsøger en mini-session på PULS 2022 at finde svar på under overskriften ”Flere unge i fjernvarmen”.
De danske fjernvarmeselskaber står foran en gigantisk udfordring med at sikre mere grøn fjernvarme til danskerne. Det forudsætter, at danske varmekunder vælger fjernvarmen til, men derudover kræver det også, at flere unge vælger fjernvarmen til som deres arbejdsplads.
Det er en udfordring, fordi der ikke bare nu, men også i fremtiden vil være en stor mangel på unge faglærte. Dansk Metal vurderer således, at der i 2030 vil være en generel mangel på faglært arbejdskraft på op mod 300.000.
Dansk Fjernvarme sætter derfor fokus på, hvordan fjernvarmeselskaberne skal tiltrække unge i fremtiden. Det sker på en af de mini-sessioner, der bliver afviklet under PULS 2022 den 22. juni i Fjernvarmens Hus i Kolding.
Fire unge mennesker stiller sig klar til at give svar på, hvad der skal til for at arbejdet i et fjernvarmeselskab bliver attraktivt for dem. Konkret kan du møde fire repræsentanter fra hver deres fagområde: Maskinmesterstuderendes Landsråd, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation og 3FUngdom.
- De repræsenterer hver især unge, der er på kanten til at træde ind på arbejdsmarkedet, og de er klar til at give fjernvarmeselskaberne et par perspektiver på, hvad der skal til for, at de vælger et job i et fjernvarmeselskab, når de er færdige med deres uddannelse, forklarer Sigrid Friis Frederiksen fra Dansk Fjernvarme.
Skriv kommentar