Gå til hovedindhold
Elmarked & Eltariffer

Indtjeningsloft på markedsindtægter fra produktion af elektricitet

Forordningen skal afbøde virkningerne af høje elpriser, beskytte forbrugerne og bevare fordelene ved elmarkedet.

17. okt. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 6. oktober har Ministerrådet godkendt en forordning, der skal implementeres i medlemslandene og virke fra 1. december 2022 til 30. juni 2023. Formålet med forordningen er at afbøde virkningerne af høje elpriser, beskytte forbrugere og bevare fordelene ved elmarkedet.

    Det er hensigten med forordningen, at elmarkedet og elmarkedsprisen ikke skal påvirkes, men at de ekstraordinære overskud, der skabes på elmarkedet i den aktuelle situation, skal omfordeles. 

    Forordningen fastsætter derfor konkrete regler om, at markedsindtægten fra produceret elektricitet ikke må være højere end 180 euro/MWH. Markedsindtægter der overstiger dette niveau skal derfor betales til staten, som efterfølgende skal kompensere særligt de forbrugere, der har betalt den høje elmarkedspris.

    Det første udkast til forordning blev præsenteret den 14. september og forordningen blev godkendt den 6. oktober. I forbindelse med forordningens tilblivelse har Dansk Fjernvarme koordineret tæt med Producentforum og givet input til både Energistyrelsen og Departementet.

    Den endelige forordningstekst bærer på flere områder præg af dette og selvom den danske implementering af reglerne stadig udestår, så rummer den europæiske forordningstekst forskellige muligheder for at tilpasse indtjeningsloftet til den særlige danske fjernvarmesektor, der er underlagt hvile-i-sig selv regulering og er en vigtig aktør på elmarkedet, som både elproducenter og elforbrugere. 

    På grund af Folketingsvalget er der lukket ned for den sædvanlige dialog med myndighederne, men Dansk Fjernvarme vil følge implementeringen, så tæt som muligt frem mod 1. december, hvor forordningen forventes at træde i kraft.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...