Gå til hovedindhold
Biomasse

Miljøudvalg i EU stemmer for ændring af VE-direktivet

I sidste uge stemte EU parlamentets miljøudvalg for et ændringsforslag til VE-direktivet, hvor blandt andet primær biomasse ikke længere vil kunne tælle under VE-direktivet. Det er første bud i forbindelse med ændringen af EU's regulering af biomasse, men der er stadig langt til den endelige aftale.

24. maj 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    I EU er der mange processer, ændringsforslag skal igennem for at blive endeligt vedtaget. Det er også skæbnen for det ændringsforslag, der blev stemt igennem i EU parlamentets miljøudvalg (ENVI) i sidste uge.

    Ændringsforslaget omhandler blandt andet en revision af VE-direktivet, hvor primær træbiomasse (rundtømmer, som fældes eller høstes fra skove) ikke længere skal tælle som vedvarende energi i forhold til VE-målsætninger. Forslaget vil også forhindre, at der kunne gives støtte til energi produceret på primær træbiomasse.

    Ændringsforslaget kommer på baggrund af Kommissionens forslag om revision af VE-direktivet. Hvis miljøudvalgets ændringsforslag bliver vedtaget, vil det altså få meget omfattende konsekvenser for fjernvarmeselskaber i Danmark, der i dag benytter sig af primær træbiomasse i deres anlæg. Men Dansk Fjernvarmes internationale chef, Birger Lauersen, mener der stadig er muligheder for at få forslaget opblødt, fordi der stadig er mange beslutningsprocesser, forslaget skal igennem, før det bliver vedtaget.

    - Miljøudvalgets forslaget er meget vidtgående, og man kan også se det lidt som et forsøg på at vinde så meget politisk terræn som muligt, inden den videre behandling af Kommissionens forslag. Det må forventes, at det endelige kompromis bliver mere fleksibelt end miljøudvalget lægger op til, siger Birger Lauersen og fortsætter:

    - Konsekvenserne af forslaget ville være, at en hel del lande pludselig ville se deres opnåede resultater i forhold til VE-anvendelsen stærk reduceret. Derfor kan vi også forvente, at der vil være en vis skepsis for at ændre VE-direktivet på en måde, der kan hæve CO2-udledningen markant for mange medlemslande.

    Birger Laursen forventer, at forslaget kommer til afstemning i parlamentet inden august, hvor EU går på sommerferie.

    FAKTA

    Proces for ændringsforslaget i EU:

    • Ændringsforslaget blev stemt igennem i ENVI.
    • Forslaget overgives til hovedudvalget på direktivforslaget, industri- og energiudvalget, som skal godkende forslaget.
    • Det godkendte forslag skal stemmes igennem i det samlede parlament
    • Det skal forhandles med medlemslandene og Kommissionen i trialogen
    • Kompromisforslaget efter trialogen skal vedtages af både Parlamentet og Rådet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...