Gå til hovedindhold
Cybersikkerhed & Beredskab

Øget cybertrussel: Russerne banker på døren

Lige nu forekommer der 3.000 cyberangreb mod energisektoren dagligt. Mange af dem er overfladiske forsøg på at få adgang – men der er al mulig grund til at skærpe opmærksomheden, melder EnergiCERT.

31. mar. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    I kølvandet på Ruslands brutale invasion af Ukraine den 24. februar, har sikkerhedssituationen i hele Europa ændret sig til pludselig at være langt mere uforudsigelig. Det påvirker i disse dage fjernvarmeselskaber i hele Danmark. Der er enorm efterspørgsel på fjernvarme, og samtidig er der en øget cybertrussel.

    Derfor har Energistyrelsen rådet forsyningssektoren, heriblandt fjernvarmesektoren, til at forberede sig på cyberangreb fra Rusland. Ifølge Søren Maigaard, der er direktør i EnergiCERT, som er etableret af blandt andet Dansk Fjernvarme med det formål at overvåge, varsle og forebygge cyberangreb i energisektoren, forekommer der lige nu dagligt 3.000 angreb mod energisektoren

    Langt de fleste af de cyberangreb kan sammenlignes med, at nogen kommer og rusker i ens hoveddør og vinduer for at se, om man nu skulle have glemt at låse døren eller sætte en haspe på.

    - Og det gør de hele tiden, 24 timer i døgnet, så er man uopmærksom i et kort øjeblik og lader vinduet stå åbent eller glemmer at låse døren, så er de inde. Og det er de lavthængende frugter, der bliver gået efter lige nu. Det er ikke de super-avancerede angreb, vi ser mod energisektoren, forklarer Søren Maigaard i nyeste episode af Podcasten Fjernvarmen.


    Træk på EnergiCERT

    Men hvordan sørger man så egentlig for at låse døre og lukke vinduer for en digital trussel? Heldigvis findes der en række tiltag, man som fjernvarmeselskab nemt kan implementere for at sikre sig mod cyberkriminelle.

    I det store hele handler det ifølge Søren Maigaard om at trække på de ressourcer, man har adgang til som medlem af EnergiCERT. Og som medlem af Dansk Fjernvarme er det gratis at melde sig ind.

    Gennem EnergiCERT har man mulighed for at blive koblet på et sensornet og få udleveret en sensor, så EnergiCERT kan hjælpe med at opdage og forhindre de angreb, som finder sted i energisektoren.

    Derudover er de mange informationer fra EnergiCERT vigtige, når man skal beskytte sit fjernvarmeselskab. I EnergiCERT har man nemlig opbygget vigtige kompetencer og indsamlet viden om, hvordan man bedst forsvarer sig, forklarer Søren Maigaard.

    - Kig på det, vi sender ud og kig på de anbefalinger, vi kommer med. Meld dig aktivt ind i Sektorforum, hvor selskaberne kan snakke både med hinanden og med os. Kom på nogle af vores kurser, så du kan blive klædt på til at komme hjem og gøre en forskel hjemme i sit eget selskab, lyder rådene fra Søren Maigaard.

    Du kan høre mere om den nuværende sikkerhedstrussel, og hvordan EnergiCERT kan hjælpe dit fjernvarmeselskab i det seneste afsnit af Podcasten Fjernvarmen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...