Gå til hovedindhold
Energipriser

Regeringen vil udskyde lukning af tre kraftværker

Det er rettidig omhu, lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen, når regeringen vil udskyde lukningen af tre kraftværker for at imødekomme knaphed på el de kommende vintre.

2. okt. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De kommende vintre – og særligt vinteren 2023-2024 – kan være udfordrende for elforsyningen i Danmark. Derfor har regeringen allerede nu besluttet – med opbakning fra en række partier i Folketinget – at lukningen af en række kraftværker skal udskydes midlertidigt.

    - Vi står desværre i en situation, hvor en kold vinter kan få betydning for den danske elforsyningssikkerhed. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå at danskerne kommer til at mangle strøm i stikkontakten og for at gøre os uafhængige af Putins gas, og derfor vil vi udskyde lukningen af tre kraftværker, udtaler klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

    Den midlertidige udskydelse drejer sig om Kyndbyværkets blok 21, Studstrupværkets blok 4 og Esbjergværkets blok 3. Lukningen af de tre værker vil være midlertidigt udskudt til 30. juni 2024, og det bliver pointeret, at værkerne ikke vil køre, hvis der er billigere – og ofte grønne – alternativer i markedet.

    - Det er rettidig omhu, og det er vigtigt at understrege, at beslutningen ikke påvirker opfyldelsen af vores ambitiøse danske klimamål, da der er tale om et midlertidigt tiltag, forklarer Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

    Energistyrelsen skriver i en anden pressemeddelelse, at de danske myndigheder i den kommende vinter risikerer at skulle lukke kontrolleret for strømmen i kortere perioder ad gangen – de såkaldte Brown Outs - og derfor er det nu meningsfyldt at genbesøge sagerne om lukning af danske kraftværker, der producerer el.

    - En eventuel udsættelse af lukningerne vil ikke ændre på de langsigtede planer om grøn omstilling af elsektoren og CO2-besparelser, understreger Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen.

    Konkret vil Energistyrelsen nu genoptage sagerne og foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag på baggrund af værkernes betydning for elforsyningssikkerheden. Som led i sagsbehandlingen vil Energistyrelsen kunne tilbagekalde tilladelse til lukning, og Energistyrelsen vil kunne udarbejde en ny tilladelse, hvor lukningen midlertidigt er udskudt indtil sommeren 2024.

     

    FAKTA

    Energistyrelsen har vurderet, at følgende tre værker midlertidigt vil kunne bidrage til elforsyningssikkerhedssituationen- særligt i vinteren 2023/2024:

    • Studstrupværket blok 4, som er taget ud af drift i april 2022. Blokken har kapacitet til at producere 360 MW og kan anvende kul.
    • Esbjergværkets blok 3, som er i drift og aktuelt er godkendt til at blive taget ud af drift i april 2023. Blokken har kapacitet til at producere 370 MW og kan anvende kul.
    • Kyndbyværkets blok 21, som er taget ud af drift i juni 2020. Blokken har kapacitet til at producere 260 MW og kan anvende letolie.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...