Gå til hovedindhold
Sikkerhed & Arbejdsmiljø

Sikkerhed og kvalitet hænger sammen

Når fjernvarmearbejde udføres med sikkerheden i højsædet, skaber det ikke alene et godt arbejdsmiljø, det giver også det bedste udgangspunkt for, at kvaliteten er i top. Sådan vurderer teknisk konsulent i Dansk Fjernvarme Jens Christian Nielsen.

29. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sikkerhedsregler er i sagens natur først og fremmest sat i verden for at forhindre uheld på arbejdspladsen og beskytte de ansatte mod at komme til skade.

    I mange tilfælde er der imidlertid også en ikke helt uvæsentlig sidegevinst ved at udføre arbejdet i tråd med reglerne: Det skaber nemlig grobund for, at kvaliteten også er i top. Sådan lyder vurderingen fra Dansk Fjernvarmes tekniske konsulent inden for netop rør, Jens Christian Nielsen.

    – Der er ingen opgaver, der haster så meget, at det er acceptabelt at gå på kompromis med sikkerheden. Men når arbejdet med rørlægningen udføres sikkert, så giver det også rammer, som er med til at sikre, at det bliver gjort ordentligt, siger Jens Christian Nielsen og uddyber med eksempler:

    – Hvis en smed ikke har plads til at udføre sit arbejde, eller han skal bekymre sig om, hvorvidt der falder noget ned over ham, mens han svejser, bliver svejsningen også udført derefter. Hvis en jordentreprenør ikke graver forsigtigt, kan han forårsage skader på ledninger, der i bedste fald kun forsinker projektet og i værste fald kan betyde alvorlige personskader. Når rør og materialer løftes af lastbilerne, kan materialerne blive skadet af løftet, men også her er der risiko for personskade.

    Jens Christian Nielsen erkender, at sikkerhed tager tid og koster penge, men ulykker tager mere tid, koster flere penge, og – værst af alt – de går ud over mennesker.

    – Derfor er fokus på sikkerhed med til at sikre en stabil fremdrift, en god kvalitet på projektet og naturligvis sikre arbejdsforhold, siger Jens Christian Nielsen.

    Mange konverteringer forude

    Der er for alvor ved at komme skub i konverteringerne fra gas til fjernvarme. Det betyder, at fjernvarmeselskaberne og deres entreprenører står over for en særlig udfordring, når de skal grave og gøre plads til fjernvarmerør.

    – Fjernvarmeselskaberne har traditionelt ikke lagt fjernvarmerør i områder, hvor der i forvejen er gasrør. Derfor er det en lidt anden situation end tidligere, når fjernvarmeselskaberne og deres entreprenører nu skal konvertere gasopvarmede boliger, siger han og fortsætter:

    – Det begynder at være en problemstilling, som flere og flere støder på, og det er en situation, der bliver besværliggjort af, at fjernvarmerør skal i jorden ved siden af gasrør, der er i drift.

    Det bliver underbygget af det statslige gasdistributionsselskab Evida, der oplyser, at antallet af graveskader på gasrør i drift er steget fra 408 i 2019 til 550 i 2021. Evida vurderer, at antallet af graveskader i 2022 kommer endnu højere op.

    – Det er vigtigt at huske på for fjernvarmeselskaberne, at det ganske vist er entreprenørvirksomheden, der som sådan har ansvaret for, at gravearbejdet sker korrekt. Men det er fjernvarmeselskabet, der bestiller opgaven og er bygherre – og dermed har fjernvarmeselskabet også et ansvar, siger Jens Christian Nielsen.

    Det er således entreprenøren, der for eksempel skal sikre, at man har fået de nødvendige og lovpligtige ledningsoplysninger via ledningsejerregistret (LER), men Jens Christian Nielsen mener, at fjernvarmeselskabet også selv kan have gavn af at søge oplysningerne i LER i forbindelse med planlægning af projekterne.

    Inddrag Evida i god tid

    Samtidig understreger han, at sikkerhed og økonomi går hånd i hånd. Det kan altså betale sig at stoppe op og bruge et ekstra øjeblik på planlægningen og koordineringen. Så projektet er sikkert under udførelsen, og der bliver lavet gode løsninger i det lange løb.

    Og så peger han også på, at fjernvarmeselskaberne så tidligt som muligt skal indlede en dialog med Evida og andre ledningsejere, der skal inddrages i anlægsarbejdet, når der skal konverteres fra naturgas til fjernvarme.

    – Evida skal involveres tidligt i projekterne. Det gavner både planlægningen af afkoblingerne og fremdriften af fjernvarmeprojektet, så der kan sættes ressourcer af til eventuelt at flytte gasledninger, hvis der er behov for det, siger Jens Christian Nielsen.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...