Gå til hovedindhold
Energipriser

Tyskland er klar til at bryde med prismodel for el

Den tyske økonomiminister varsler, at tyskerne vil arbejde for, at EU ændrer sin prismodel for el, så elpriserne ikke styres af prisen på naturgas.

30. aug. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    De eksplosivt høje priser på el udgør lige nu en stor trussel for forsyningssikkerheden i Europa. Derfor er det nødvendigt med et indgreb, lyder meldingen fra såvel EU-Kommissionen som den tyske økonomiminister.

    Indgrebet skal angiveligt blive rettet mod den konstruktion på elmarkedet, der indebærer, at det er prisen på naturgas, der sætter elprisen. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, mener, at modellen blev ”udviklet under helt andre omstændigheder”, så den med andre ord ikke længere er tidssvarende.

    Den tyske økonomiminister Robert Habeck er mere direkte i forhold til, hvad der skal ske. Han melder, at Tyskland går efter en permanent ændring af modellen, der i hans øjne skævvrider elmarkedet.

    - Det faktum, at den højeste pris altid sætter prisen for alle andre energiformer skal ændres. Vi arbejder intenst på at finde en ny prismodel. På den ene side skal vi sikre, at markedet fungerer. På den anden side skal vi sikre, at en ny prismodel ikke muliggør markedsmisbrug, udtaler den tyske økonomiminister ifølge bl.a. Finans.dk.

    Elpriserne styres af den marginale produktion, der er nødvendig for at balancere efterspørgslen, og den marginale produktion udgøres i de fleste tilfælde af elektricitet fra naturgasfyrede kraftværker, så det bliver prisen på naturgas, der styrer prissætningen for el.

    Det har bl.a. ført til at lande med store mængder billig vedvarende energi eller atomkraft har set kraftige stigninger i elpriserne, fordi omkostningerne ved at bringe den sidste smule gasfyret elektricitet på markedet er uforholdsvis stor.

    Flere medier – bl.a. Reuters – skriver, at energiministrene fra medlemslandene i EU skal mødes allerede den 9. september for at tage stilling til, hvilke tiltag der kan komme på tale. På forhånd ser det dog ud til, at der ikke umiddelbart og på kort sigt er flertal for at følge den tyske udmelding.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...