Udviklingsplaner for elnettet er nu i høring
Fjernvarmeselskaberne har frem til udgangen af april til at kommentere på de lokale elnetselskabers udviklingsplaner.
Forsyningstilsynet har netop offentliggjort de netudviklingsplaner, som danske netvirksomheder har udarbejdet og sendt til tilsynet. Det er samtidig startskuddet på en fire uger lang høringsproces, hvor bl.a. fjernvarmeselskaber kan kommentere de udviklingsplaner, som deres netudbydere har udarbejdet.
Udviklingsplanerne følger af, at elnetvirksomheder fra 2022 skal udarbejde langsigtede og detaljerede gennemgange af deres del af det samlede distributionsnet. Gennemgangene kaldes for udviklingsplaner, og de skulle aflevere deres planer til Forsyningstilsynet forud for den høringsproces, der nu er skudt i gang.
Forsyningstilsynet har fået ansvar for at offentliggøre elnetvirksomhedernes udkast til netudviklingsplaner med henblik på først høring og siden offentliggørelse af de endelige planer efter høring. Det er dog ikke Forsyningstilsynet, der skal modtage eventuelle spørgsmål og kommentarer – de skal sendes direkte til den pågældende netvirksomhed, fremgår det af Forsyningstilsynets hjemmeside.
- Dansk Fjernvarme har ikke planer om at kommentere på udviklingsplanerne, men det kan måske være relevant for nogle fjernvarmeselskaber at give sin mening tilkende til den lokale elnetvirksomhed, hvis de vil være sikre på fortsat at have tilstrækkelig netadgang til elektricitet i fremtiden, siger afdelingsleder i Dansk Fjernvarme, Thorbjørn Nejsum.
Forsyningstilsynet har på sin hjemmeside en oversigt over de elnetvirksomheder, der har udarbejdet netudviklingsplaner, som nu altså er i høring, Høringsperioden strækker sig frem til den 1. maj. Du kan tilgå siden her – du skal scrolle ned i bunden af siden for at finde oversigten: https://forsyningstilsynet.dk/el/netudviklingsplaner/netudviklingsplaner-2023.
Gennemsigtighed
Kravet om udarbejdelse af netudviklingsplanerne er indført med ændringer af EU’s eldirektiv og er implementeret med bekendtgørelse om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter (BEK nr. 1499/2021).
Baggrunden for de nye regler er EU’s mål om grøn omstilling af energisektoren. Netudviklingsplanerne anses i denne forbindelse som et vigtigt værktøj til bl.a. at understøtte udviklingen af vedvarende energikilder, energilagring og elektrificering af transportsektoren.
Planerne skal skabe gennemsigtighed for markedsaktører om den fremtidige udvikling og behov og give interesserede markedsaktører bedre mulighed for bl.a. at levere fleksibilitetsydelser og dermed påvirke udviklingen i distributionsnettet.
Skriv kommentar