Gå til hovedindhold
Biomasse

VEKS vil bruge olie som erstatning for naturgas

Lokale kedelcentraler vil skulle bruge olie, hvis gasleverancerne bliver påvirket af den nuværende krig i Ukraine, lyder det fra VEKS.

4. mar. 2022
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Først kom voldsomme prisstigninger på gas henover 2021, og senest er der nu krig i Ukraine, efter Rusland har invaderet nabolandet. Det sidstnævnte kan true gasleverancerne fra Rusland, og det kan få konsekvenser for forsyningssikkerheden i Danmark.

    VEKS – der distribuerer fjernvarme til 170.000 husstande i og omkring København – arbejder allerede ud fra et scenarie, hvor der er mangel på naturgas i ikke bare Danmark, men hele Europa. Det vil også kunne påvirke VEKS, fordi man ifølge direktør Lars Gullev har en række lokale kedelcentraler, der anvender naturgas som brændsel til at producere varme.

    ”Begrænses leverancen af naturgas til Danmark, vil VEKS prioritere alene at anvende olie på de lokale kedler som erstatning for naturgas. Hermed viser VEKS solidaritet med de individuelle naturgaskunder, der her og nu ikke har et alternativ til naturgassen, ” skriver Lars Gullev på VEKS hjemmeside.

    Fjernvarmeselskabernes mulige behov for at skifte fra gas til olie er en problemstilling, som også Dansk Fjernvarme er opmærksomme på. I forbindelse med de genopstandne beredskabsmøder har fjernvarmeselskaberne brancheorganisation netop spurgt til, hvorvidt der vil være kapacitet – tankvogne – til at kunne dække en midlertidig overgang til olie.

    Fjernvarme er løsningen

    Han understreger, at fjernvarmen på den længere bane er det rette alternativ til de naturgaskunder, der er VEKS’ forsyningsområde, og at man derfor vil arbejde for, at de konverterer til fjernvarme, så snart der er mulighed for det.

    ”Dermed vil deres varmeforsyning allerede nu primært være baseret på varme fra bæredygtig biomasse fra Avedøreværket og overskudsvarme fra affaldsenergianlæggene ARGO og Vestforbrænding, ” forklarer Lars Gullev, der udtrykker håb om i fremtiden at kunne supplere med bl.a. geotermi og overskudsvarme.

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...