Gå til hovedindhold
Medlemmer
Projekter & Planlægning
Forsyningssikkerhed

1.400 nye kunder i 2022: Enorm søgning mod fjernvarmen i Aalborg

Med over 1.400 nye fjernvarmekunder i 2022 og udsigt til endnu flere i år, har Aalborg Forsyning lagt sig i selen for at følge med i efterspørgslen. Men stigende priser, uklare rammer og tomme tilskudspuljer kan stoppe fjernvarmens momentum.

17. apr. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sidste år blev mere end 1.400 forbrugere koblet på fjernvarmen i Aalborg. Og i år kan endnu flere med al sandsynlighed se frem til at få glæde af den kollektive opvarmning.

    Interessen for fjernvarme i 2022 var nemlig så stor, at Aalborg Forsyning simpelthen ikke kunne følge med, fortæller Lars Skytte, der er energiforsyningschef for Varme, Køl og Gas.

    - Vi har efter energikrisen oplevet en enorm søgning mod fjernvarme, som vi ikke har set i mange år. Dem, der endnu ikke havde koblet sig på i vores seneste udrulningsområder, har henvendt sig til os for at komme med, fortæller han.

    Faktisk har den øgede efterspørgsel gjort, at man ikke har været i stand til at mande op i den grad, der er brug for. Men det er heldigvis blevet mødt med stor forståelse fra borgernes side, forklarer Lars Skytte:

    - I 2022 fik vi 1.669 accepter fra borgere, som vi nu er i gang med at udrulle fjernvarme til. Lige for tiden får vi mellem 150 og 200 nye kunder hver måned. Så vi har meget at se til, lyder det.

    Har omlagt udrulningsprocessen

    For at kunne håndtere den store efterspørgsel har Aalborg Forsyning valgt at omlægge processerne i forbindelse med fjernvarmeudrulning. Hvor man før tog ét projekt ad gangen, er man nu begyndt på at arbejde med parallelle projekter i stedet.

    - Det er vi nødt til, hvis vi skal være færdige med at udrulle fjernvarmen i 2028, som regeringen har bedt om. Vi har kigget 19 byer igennem for at identificere de sidste områder i kommunen, hvor ledningsforbundet fjernvarme vil være en fordel for borgerne. Vi er endt med seks mindre byer og en enkelt lidt større – Nørhalne – som ligger uden for kommunegrænsen, forklarer Lars Skytte.

    Tilsammen udgør de syv byer et fjernvarmepotentiale på omkring 1.000 forbrugere. Halvdelen af dem bor i Nørhalne, som også er der, man er nået længst med planlægningen.

    - Vi er blevet bedt om at skynde os, men rammerne er ikke på plads til det. For eksempel er vi lige nu udfordrede af for få midler i fjernvarmepuljen og afkoblingspuljen.

    Lars Skytte, energiforsyningschef for Varme, Køl og Gas, Aalborg Forsyning

    Interessen er faldet

    Lige nu indsamles der tilmeldinger i en kampagne, som kører indtil den 1. maj. Og med henblik på den efterspørgsel, der indtil nu ellers har været på fjernvarmen, ser billedet lidt anderledes ud.

    -  Det ser svært ud med fjernvarmen i Nørhalne. Interessen er faldet i takt med at gaspriserne er faldet, og det er blevet dyrere at udrulle fjernvarme, konstaterer Lars Skytte og tilføjer:

    - Og når der så samtidig er tale om en større investering, som skal deles ud på få forbrugere, påvirker det projektet. Vi håber selvfølgelig stadig på, at borgere får øjnene op for fjernvarmen som en nemmere og mere stabil opvarmningsform.

    Mangler klare linjer for naturgassens fremtid

    En del af den faldende interesse for fjernvarmen, kan ifølge Lars Skytte tilskrives en mangel på italesættelse af gassens fremtidige rolle i boligopvarmningen.

    Selvom regeringen har erklæret, at man vil være uafhængig af naturgas senest i 2030, er det ikke en tydelig nok stopklods. Der skal være en konkret slutdato og en klar udmelding om, hvad biogassens rolle bliver fremover.

    - Lige nu er vi udfordrede af, at nogle forbrugere forventer, at biogas bare vil erstatte naturgas i boligopvarmningen. Og det er jo på ingen måde tilfældet, lyder argumentet.

    I det hele taget er regeringens håndtering af den hurtige fjernvarmeudrulning kritisabel med henblik på, at det netop er dem, der har bedt om det, mener Lars Skytte:

    - Vi er blevet bedt om at skynde os, men rammerne er ikke på plads til det. For eksempel er vi lige nu udfordrede af for få midler i fjernvarmepuljen og afkoblingspuljen. I alle vores syv kommende udvidelsesområder er vi afhængige af tilskud fra fjernvarmepuljen, hvis de skal lykkes. Ellers kommer fjernvarmen ikke, forklarer han.

    Flest nye forbrugere fra industri og nybyg

    I Aalborg har man måske ikke det største potentiale for mere ledningsforbundet fjernvarme. Men det betyder ikke, at Aalborg Forsyning kommer til at mangle opgaver i de kommende år.

    Både fordi byen er midt i en massiv udviklingsperiode – og fordi den lokale industri har fået øjnene op for fjernvarmens potentiale.

    - Der bliver bygget konstant i Aalborg og i satellitbyerne rundt omkring. Det har skabt en voldsom, organisk vækst. Vi forventer derfor at skulle levere fjernvarme til mange nye beboelsesområder, siger Lars Skytte og fortsætter:

    - Derudover oplever vi, at erhvervsvirksomhederne i stigende grad er interesserede i at erstatte naturgassen med fjernvarme. Derfor er vi nu i en god dialog med erhvervet for at kortlægge vores muligheder – heriblandt også for at aftage overskudsvarme.

    Produktionen skal elektrificeres

    Aalborg Forsyning er i fuld gang med den grønne omstilling af fjernvarmen til blandt andet elbaseret varme fra varmepumper på havvand og spildevand. Det skal erstatte den kulbaserede fjernvarmeproduktion på Nordjyllandsværket, som lukkes ned i 2028. Derudover kommer overskudsvarme fra affaldsforbrænding, industrien og PtX-anlæg til at spille en vigtig rolle.

    Aalborg Forsynings diversificerede varmemiks giver virksomheden en robusthed mod udsving i energipriser, og en meget stor varmeproduktion. Det er hele årsagen til, at Aalborg Forsyning kun arbejder med ledningsforbundne udvidelser og altså ikke kigger på decentrale fjernvarmeløsninger.

    - Vores forventning er, at vi får så meget varme, at vi er nødt til at sikre os, at der er nok forbrugere til at aftage det., forklarer Lars Skytte og fortsætter:

    - Vi er for eksempel lige nu i gang med at projektere varmepumper på to rensningsanlæg og kigger også på at skulle indfange og udnytte CO2 fra Nordværks affaldsforbrænding i et kommende PtX-anlæg.

    Der er altså rigeligt med planer på tegnebrættet, som i fremtiden tegner til at danne et helt andet produktionsgrundlag for fjernvarmen i Aalborg, end man har i dag. Et produktionsgrundlag, som kommer til at belaste det lokale elnet langt mere end det nuværende.

    Og når det kombineres med markante stigninger i både antallet af varmepumper og elbiler, efterlader det Lars Skytte med ét spørgsmål:

    - Hvor skal strømmen komme fra? Vi kommer selvfølgelig til at udnytte solceller og vindmøller, men vi skal også have kapacitet på elnettet, når solen ikke skinner og vinden ikke blæser, siger han og konkluderer:

    - Det er endnu et af de områder, hvor der mangler nogle klare linjer for fremtiden.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...