Gå til hovedindhold
Klima- & Miljøforhold
Varmekilder
Dansk Fjernvarme

COP28: Aftale lander fint, men skulle være mere ambitiøs

Der er landet en aftale for COP28 topmødet, der dog endte uden direkte krav om udfasning af fossil energi. Dansk Fjernvarme håber på udsigten til ambitiøse aftaler i fremtiden.

13. dec. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Efter intense forhandlinger og et lækket udkast er der endelig landet en aftale fra COP28 topmødet.

    Selvom Danmark og især de europæiske lande pressede på for en ambitiøs aftale, der specifikt nævnte udfasning af fossile brændsler, blev det desværre ikke opfyldt. I stedet endte der i aftalen med at stå: Opfordring til omstilling væk fra fossile brændstoffer i energisystemerne.

    Dansk Fjernvarme havde gerne set, at den endelige aftale var endt mere ambitiøs, men roser den danske delegation for at kæmpe for klimaet.

    - Vi havde håbet og ønsket, at udfaldet af COP28 blev mere ambitiøst, end den aftale, der er landet. Der er dog god grund til at anerkende den meget store indsats, der er lagt fra dansk side med Dan Jørgensen i spidsen, i at lande en ambitiøs aftale, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme og uddyber:

    - Vi skal udfase de fossile energikilder og udbygge vedvarende energi samt energieffektivisere. Det er rigtig godt. Men der er også grund til at tvivle på om det er tilstrækkeligt. Derfor håber jeg, at aftalen nu bakkes op med nationale aftaler og konkrete initiativer, der sikrer, at vi får udfaset den fossile energi. Det er der brug for globalt, og det er der brug herhjemme, hvor den fossile energi fortsat fylder alt for meget.

    Ritzau skriver i et telegram, at det er første gang, at fossile brændsler som helhed nævnes i en COP-aftale. Det er et godt skridt på vejen mod en grøn omstilling globalt, og forhåbentlig kan aftalen lægge til grund for mere ambitiøse aftaler i fremtiden.

    - COP28 bragte os på en måde videre ved at opfordre til udfasning frem for ”reducering”, som tidligere udkast viste. Derudover italesætter teksten med opfordring til, at lande skal tredoble investeringer i vedvarende energi og energieffektivisering frem mod 2030. Forhåbentlig lægger aftalen en grund for gode globale klimaaftaler i de kommende år, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...