Bæredygtigheden skal indberettes 31. marts
Dansk Fjernvarme tilbyder webinar den 28. marts om indberetning af bæredygtig biomasse kort inden fristen for selve indberetningen, der er den 31. marts.

Fristen for indberetning af bæredygtig biomasse i fjernvarmen nærmer sig med hastige skridt. Og kort inden fristen udløber den 31. marts, tilbyder Dansk Fjernvarme et webinar på en time, hvor medlemmer kan få viden om dokumentation af bæredygtig biomasse.
Webinaret fokuserer på indberetning for affaldskedler, men hvis man er rusten på indberetning mere generelt, så er informationen bredt gældende for alle kedler, hvor der fyres med biomasse.
Affaldskedler skal indberettes som almindelige biomassekedler, hvis de bruger biomasse, men udfordringerne er ofte lidt anderledes for affaldskedler.
- Derfor fokuserer vi på de særlige udfordringer for affaldskedler, som især er karakterisering af biomassetype og massebalance, fortæller konsulent i Dansk Fjernvarme, Max Nitschke.
Højere krav venter
Det er blot anden gang, at fjernvarmeselskaberne skal indberette om bæredygtigheden af biomassen, og Dansk Fjernvarme forventer, at der i år vil være højere krav til en ensartet og konsekvent indberetning sammenlignet med indberetningen i 2022 – for forbruget i 2021.
- Vi var alle sammen nybegyndere sidste år, men i år forventes begynderfejlene at være udryddet både fra vores side, fra verifikatorernes side og fra Energistyrelsens side, siger Max Nitschke.
Max Nitschke mener også, at nogle fjernvarmeselskaber står foran en stejl læringskurve, hvis de i 2021-indberetningen udelukkende benyttede sig af overgangsordningen, hvor dokumentationskravene var minimale. Hertil kommer, at træbiomasse fra ikke-skov (hovedsagelig læhegnsflis) skal indberettes for 2022, og det skulle vi ikke for 2021.
Webinaret bliver afviklet tirsdag den 28. marts fra kl. 10 til kl. 11. Webinaret henvender sig alene til medlemmer af Dansk Fjernvarme, og primært dem der har en kedel, der er godkendt til affaldsforbrænding.
Skriv kommentar