Gå til hovedindhold

Branchevejledning er sendt i høring

Dansk Fjernvarme er på vej med et høringssvar for den branchevejledning for elselskabernes tarifering, som Green Power Denmark har anmeldt. Dansk Fjernvarme opfordrer sine medlemmer til at afgive høringssvar.

23. nov. 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Den 18. oktober har Green Power Denmark anmeldt en ny metode – eller branchevejledning – for elselskabernes tarifering af A-høj, A-lav og B-høj-kunder, der er tilslutte på 10 KV niveau eller derover. Metoden vedrører direkte linjer og egenproduktion, eller hvor der på anden vis er samplacering af forbrug og produktion.

    - Nu ligger der et forslag til en metode for, hvordan direkte linjer tariferes og her er der nogle muligheder for at reducere de samlede tarifbetalinger til netvirksomhederne , lyder det fra chefkonsulent Michael Søgaard Schrøder, der fremhæver, at potentialet for tarifbesparelser i høj grad handler om samtidighed mellem produktion og forbrug.

    - Helt overordnet kan man sige, at metoden betyder, at direkte linjer kan være attraktivt, hvis man kan lave et setup, hvor man har et anlæg, der kan bruge den strøm, som man selv producerer. Men besparelsen forsvinder, hvis man gerne vil sælge meget af den strøm man producerer, eller hvis man i længere perioder har brug for mere strøm, end man selv kan producere.

    Green Power Denmark oplyser, at der med branchevejledningen indføres en styrket effektbetaling for disse kunder. Den styrkede effektbetaling er ifølge branchevejledningen tre gange højere, end den der for nuværende kendes i Tarifmodel 3.0. Samtidig reduceres den energibaserede forbrugstarif og rådighedstariffen, der i dag pålægges egetforbrug, afskaffes.

    Branchevejledningen er Green Power Denmarks anbefaling til netvirksomhederne, og det er således ikke et krav, at netvirksomhederne følger den. Netvirksomhederne kan derfor vælge enten at anmelde, at de følger Green Power Denmarks branchevejledning - med eller uden afvigelser - eller de kan vælge at anmelde deres egen metode.

    Forsyningstilsynet oplyser, at en netvirksomhed først må anvende metoden, når Forsyningstilsynet har godkendt en netvirksomheds valgte metode.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...