CCS-udspil giver håb om et grønt Danmark
Det er meget positivt, at regeringen nu fremlægger en samlet plan for, hvordan CCS skal bidrage til at Danmark indfrier vores 2030 klimamål, mener Dansk Fjernvarme. Branchen er klar til at levere på CCS-målene.

Dansk Fjernvarme roser, at der nu kommer et udspil, som vil sikre klare rammer for CO2-fangst i forbindelse med klimamålene.
- Potentialet for CO2-fangst er overordentlig stort i især fjernvarmesektoren, og mange selskaber er allerede i fuld gang med CO₂-fangstprojekter. Det er derfor både enormt glædeligt og vigtigt, at regeringen nu fremlægger en samlet plan, som har potentiale til at bringe os tættere på at indfri klimamålene, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der er brancheorganisation for alle landet fjernvarmeselskaber, kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg.
- Det vigtigste lige nu for at realisere CO2-fangst potentialet, er at fjerne de regulatoriske benspænd. Hvor skal infrastrukturen ligge, hvornår må de kommunalt ejede selskaber deltage og alle de mange andre ubekendte, der skaber usikkerhed og dermed gør det dyrere end det behøver blive. Regeringen tager med dagens udspil et stort skridt i at reducere den usikkerhed. Men det er samtidig afgørende, at vi kommer helt i mål, så selskaberne kan komme i gang, slutter Kim Mortensen.
I udspillet vil regeringen samle de to eksisterende CCS-puljer til en og udmønte den via to budrunder, regeringen vil gennem lov sikre rammerne for at investere i CO2-rørinfrastruktur, og regeringen vil ensrette vilkårene for investeringer i CO2-lagre på havbund og landjord.
CCS-puljer skal slås sammen
Regeringen opfordrer til at sammenlægge de resterende to CCS-puljer for at lave en samlet CCS-pulje, som skal levere reduktioner på 2,3 mio. tons CO2 i 2029 og har et budget på 27 mia. kroner. Sammenlægning skal ske, ifølge regeringens udspil, fordi det nuværende pulje-setup indeholder en række uhensigtsmæssigheder, som ikke sikrer det nødvendige incitament til at søge puljerne. Dansk Fjernvarme har selv opfordret til at strømline puljerne for at øge udbyttet.
- Det er fornuftigt at slå puljerne sammen og udmønte midlerne efter samme model. Som regeringen nævner er der netop behov for klarhed over model og tidsplan for udbud, så selskaberne kender processen tidligt, siger Jannick Hauschildt Buhl, områdechef for CCUS & PtX i Dansk Fjernvarme.
For stram deadline kan afholde selskaber fra at deltage
Regeringen ønsker at udbyde en samlet pulje af to runder i henholdsvis juni 2024 og juni 2025. Konkret foreslår regeringen, at udbuddene skal være på hhv. 0,9 og 1,4 mio. tons CO₂, svarende til ca. 10,5 mia. kr. og 16,3 mia. kr. over en 15-årig periode.
- Regeringen foreslår, at selskaberne skal være i fuld drift i 2029 med opstart i 2028. Selvom 2028 kan synes langt ude i fremtiden, så er der ikke ret lang tid til, når vi snakker om at få etableret en fuld værdikæde for fangst, transport og lagring af CO₂. Et skarpt krav om idriftsættelse i 2028 risikerer at afholde nogle selskaber fra at deltage, hvilket reducerer konkurrencen om midlerne – og dermed øger prisen for de CO₂-reduktioner, som staten støtter. Den konkrete udformning er derfor vigtig og vi opfordrer til, at idriftsættelse i 2028 ikke bliver et minimumskrav, fortæller Jannick Hauschildt Buhl, områdechef for CCUS & PtX.
Dansk Fjernvarme anbefaler
Dansk Fjernvarme anbefaler følgende konkrete forslag, der kan styrke udviklingen af CCS i Danmark:
- Støttemidler bør prioriteres til den biogene CO2, da fangst og lagring af den fossile CO2 tilskyndes gennem EU's kvotesystem og den politisk aftalte grønne skattereform.
- Udvid støtteperioden til 20 år finansieret ved at tilbageføre de midler til puljen, der blev taget ud i forbindelse med inklusion af moms i første CCUS-udbud.
- Krav om idriftsættelse i 2028 bør ikke være et minimumskrav, men højest fungere som en pointgivende faktor i evalueringen af de indkomne bud.
- Udbud nummer to i juni 2025 bør stille krav om fuld fangst i 2030 frem for 2029 for at sikre tid til etablering.
- De langsigtede rammevilkår for forsyningssektoren bør være fuldt fastlagt inden puljemidlerne sendes i udbud, så aktørerne har klarhed over deres investeringsvilkår.

Jannick H. Buhl
CCUS & PtX
Biomasse
Mobil: +45 28 69 36 06
E-mail: jhb@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar