Dansk Fjernvarme sætter nordjysk fokus på CO2-fangst
Fjernvarmeselskaberne i Nordjylland har en oplagt mulighed for også at blive en del af udviklingen omkring CO2-fangst. Dansk Fjernvarme inviterer medlemmer til møde i Aalborg.

Carbon Capture Utilisation and Storage – eller CCUS – handler om fangst, anvendelse og lagring af CO2, og det er i de senere år blevet et stadigt mere varmt emne for energisektoren i forbindelse med mulighederne for at bidrage til den grønne omstilling.
- Fangst og lagring eller anvendelse af CO₂ - forkortet til CCUS – bliver et af de helt centrale virkemidler, vi som samfund har behov for, hvis vi skal nå vores klimamål og begrænse de globale temperaturstigninger. Det gælder både i Danmark såvel som globalt, lyder det fra områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarme, Jannick H. Buhl.
Han understreger, at fjernvarmesektoren spiller en vigtig rolle i den forbindelse, fordi der er et stort potentiale for at fange CO₂ fra affaldsenergianlæg og biomasseanlæg. Den indfangede CO2 kan enten lagres i undergrunden eller anvendes i produktionen af grønne brændsler og -produkter.
Det gælder naturligvis også for fjernvarmesektoren i Nordjylland, og det er baggrunden for, at Dansk Fjernvarme sammen Greenport Scandinavia nu inviterer til mødet i Aalborg. Mødet – der finder sted på Hotel Comwell Hvide Hus den 28. november – bliver netop med fokus på CO2-fangst i Nordjylland.
- I Nordjylland er der allerede et stort fokus på CCUS, fordi regionen har store potentialer for både fangst, transport, lagring og anvendelse af CO₂. Man har så at sige hele pakken her – eller i hvert fald meget gode muligheder for at kunne være med, forklarer Jannick H. Buhl.
På dagsordenen den 28. november er ikke bare Dansk Fjernvarme og Greenport Scandinavia, men også Nordværk fra Aalborg samt andre nordjyske interessenter indenfor CO2-fangst.
Møde om CO2-fangst i Region Nordjylland
Mødet bliver afholdt den 28. november på Hotel Comwell Hvide Hus fra kl. 17.30 til 20.30.
Mødet er gratis og alene for medlemmer af Dansk Fjernvarme, og det kræver tilmelding for at kunne deltage – tilmeldingsfrist er sat til den 23. november.
Du kan læse mere om programmet for aftenen og melde dig til her:
https://danskfjernvarme.dk/kurser-og-arrangementer/moede-om-co2-fangst-i-region-nordjylland